Vi har modtaget:

Fritidsliv, foreningsliv og kulturliv

Dragør har rigtig mange foreninger af mange forskellige slags – sportsklubber, aktive frivillige samt kulturforeninger. I Dragør er vi gode til at hjælpe og bruge hinanden, og det frivillige arbejde er godt for Dragør – for fællesskabet og for den enkelte.

Dragør har fantastiske omgivelser og store muligheder for udfoldelse. Samtidig har vi en unik historie med Hollænderbyen, Dragørs søfolk og Dragørs gamle by – alt sammen med en kulturhistorie, der stadig er levende for mange af os.

Vi har kultur- og lokalforeninger, og vi har flere tilbud i byen, som er drevet af frivillige (biografen, Wiedergården og mange andre), der alle bidrager til, at Dragør er et bysamfund med mange kvaliteter og tilbud til borgerne.

Sådan skal det blive ved med at være. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for opbakning og støtter vore frivillige til de mange gode borgerinitiativer i kommunen – både økonomisk og med fysiske faciliteter.

Vi ønsker at give mulighed for et spænd af aktiviteter ved at udnytte faciliteterne i Hollænderhallen med tilhørende udearealer, Kongelundshallen og havnen bedre. Aktivitetshuset og sundhedshuset på Wiedergården skal være mødested for borgere, der søger kommunale tilbud og aktiviteter arrangeret af frivillige.

Vi ønsker at tilbyde borgerne mulighed for livslang læring uanset økonomisk formåen. Vi vil derfor arbejde for at udvide ordningen med aktivitetstilskud til pensionister, så tilskuddet også kan ydes til arbejdsledige og efterlønsmodtagere, hvis økonomi begrænser muligheden for at deltage i fritidsaktiviteter og undervisning.

Det fælles udeliv omfatter både det ikke-organiserede fritids- og motionsliv og det fritids- og sportsliv, som foregår i det organiserede klubliv. Skolernes udearealer skal fortsat udbygges og inddrages, så udefaciliteterne kan bruges af alle i kommunen udenfor skoletiden.

Udbygning af aktive knudepunkter rundt om i kommunen skal ske under hensyn til motionister og bløde trafikanter. De aktive knudepunkter indrettes for alle aldre med udstyr til motion, til leg og til ophold – og som mødesteder, hvor byens borgere i alle aldersgrupper kan dyrke hinandens selskab.

Samtidig skal vi vedligeholde og opgradere de faciliteter, vi allerede har, så vi fastholder interessen og udfoldelsesmulighederne hos de mange børn og unge, der allerede er i gang.

Et aktivt fritidsliv, foreningsliv og kulturliv.

Derfor vil Socialdemokratiet i Dragør:

  • Sikre muligheder, opbakning, faciliteter og økonomisk støtte til Dragørs mange foreninger og frivillige
  • Arbejde for at udbygge aktive knudepunkter til aktiviteter og mødesteder for byens borgere i alle aldre.

Med venlig hilsen
Ole K. Svendsen
Kandidat for Socialdemokratiet i Dragør – nr. 4 på listen

Vind cirkusbilletter

Cirkus Baldoni gæster atter Dragør. Læs mere

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk