I denne tid grønnes Blushøj, og i ensom majestæt ligger den klar til at blive besteget af børn med farverige påskeæg. Der henstilles imidlertid fra myndighederne til, at vi ikke forsamles i grupper – heller ikke i påsken. Blushøj ligger helt sikkert klar igen til næste år, hvor det – forhåbentlig – vil være tilladt at festligholde påsken i fællesskab. Foto: TorbenStender.

God påske

En hilsen fra redaktionen

Kære Dragør

Siden starten af marts har dagligdagen i Danmark ikke været den samme. Vi går nu ind i en højtid, der plejer at være kendetegnet ved hyggelige sammenkomster i familierne – i år opfordres vi imidlertid til at fejre den i fællesskab – men hver for sig. Sådan er status i alt fald her fredag den 3. april, hvor de sidste linjer til denne udgave af avisen skrives. 

I forbindelse med den igangværende coronakrise har regering og folketing gentagne gange henstillet til det private erhvervsliv om at holde samfundet i gang i videst muligt omfang – og medierne har fået en særlig opfordring til at blive ved med at holde befolkningen informeret. 

På Dragør Nyt bestræber vi os på fortsat at udgive vores avis, og som læserne nok har bemærket, har en stor del af indholdet i de seneste uger handlet om, hvordan corona-krisen har påvirket hverdagen i stort og småt – herunder ikke mindst, hvordan det påvirker det lokale erhvervsliv, og hvordan forretningerne håndterer situationen. 

Uden et mangfoldigt og stærkt erhvervsliv i Dragør vil kommunen ikke være den samme. Vi skal derfor opfordre vore læsere til at bakke op om de mange lokale erhvervsdrivende – det være sig butikker, restauranter, håndværkere, ejendomsmæglere, frisører, behandlere og alle de andre, der er med til at skabe et helstøbt samfund.

Vi er meget glade for at mærke den store velvilje og opbakning, vi får fra vore læsere. Tak for det. Fra Dragør Nyts side skal også lyde en varm og dybfølt tak til vore mange trofaste annoncører, der er og har været en del af avisen i såvel gode tider som krisetider. Vi er en privatejet avis, der ikke er del af et større mediehus. Dragør Nyt har aldrig modtaget en eneste krone i offentlig mediestøtte – og trods vedtagelsen af en række pakker, herunder den særlige mediepakke, er disse i skrivende stund ikke udformet på en måde, der kommer Dragør Nyt til gavn. Avisen eksisterer således udelukkende på basis af de annoncer, der bringes i den. 

Ønsker du at have et levende Dragør også i morgen, så brug det lokale erhvervsliv. Og ønskes der også en levende lokalavis, så brug meget gerne vore annoncører – uden dem, ingen Dragør Nyt.

Med venlig hilsen samt ønsket om en rigtig god påske til alle

Helle Rybner og Henrik Askø Stark 

Langs Kirkevej kan man nyde synet af påskeliljer, der i fuldt flor – helt uden at være begrænset af forsamlingsforbud – står tæt samlet. Foto: Torben Stender.
Langs Kirkevej kan man nyde synet af påskeliljer, der i fuldt flor – helt uden at være begrænset af forsamlingsforbud – står tæt samlet. Foto: Torben Stender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk