Alle elever er iklædt vikingdragt i form af lærredssæk.
Alle elever er iklædt vikingdragt i form af lærredssæk.

Godt klassemiljø med vikingteknikker

Det kan lyde selvmodsigende at lade sig inspirere af vikingetiden til at skabe gode klassemiljøer. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der har foregået på Kongelundsfortet i seneste uger, hvor flere klasser fra mellemtrinnet er blevet rystet sammen på vikingemanér.

Det er ikke kun på DR, at der i øjeblikket foregår tidsrejser i Dragør. Også Kongelundsfortet har man seneste uger ladet forvandle til en vikingeborg, så elever fra 4. klassetrin kan komme på besøg i fortiden. Bålhuset er beklædt med skind og skjolde. Bogstaverne på tavlen er blevet oversat til runer. Og frokosten tilberedes over bål. Læringen består af både historieundervisning og nye idrætsdiscipliner, men mest af alt, så er turen tilbage til vikingetiden en fælles opgave, der skal styrke sammenholdet i klassen.

(Artiklen fortsætter efter billederne).

I tidsfordriv­disciplinen ringridning skiftes eleverne til at være henholdsvis rytter og hest.
I tidsfordriv­disciplinen ringridning skiftes eleverne til at være henholdsvis rytter og hest.
Der øves i kast med spyd.
Der øves i kast med spyd.
Kay Weiss fremviser en daneøkse.
Kay Weiss fremviser en daneøkse.

»Hvordan rensede man en ringbrynje?« spørger ungdomsskolelærer Kay Weiss ud i flokken af elever, der selv er iklædt lærredssække ud over vinterjakkerne. Det var ikke almindeligt at have råd til ringbrynjer og stålsværd, forklarer Kay Weiss. Det var faktisk sådan noget, der kostede en reel bondegård. Han fortæller, at ringbrynjerne kunne trækkes gennem sandet på stranden efter en hest, frem og tilbage, for at slibe skidtet af ringene. Men man kunne også lægge dem i tønder med sand og rulle tønderne frem og tilbage. Og det skal eleverne selvfølgelig prøve.

Der er kun én 4. klasse ad gangen på fortet, så de får oplevelsen sammen. I løbet af dagen skal de bage brød over bål, som de selv har hugget brændet til. Dertil skal de øve sig i spydkast, så de kan jage som vikinger, og de skal opfinde et sigende vikingenavn såsom Gorm den Gamle, Svend Tveskæg og Harald Blåtand til sig selv og skrive det i runeskrift. Desuden skal de prøve kræfter med at slentre, som er en fletteteknik kendt fra vikingetiden. Og resten af tiden fordrives, som vikingerne gjorde det, med at spille fedtpind og ride ringridning, det sidste sker dog kun på ryggen af hinanden. Dagens store udfordring er, at ingen af øvelserne kan gennemføres alene, og alle øvelserne skal prøves med en ny makker hver gang – på denne måde styrkes elevernes relationer på tværs af klassen nemlig bedst.

»I løbet af dagen skal alle også finde på ét spørgsmål om vikingetiden,« fortæller Kay Weiss, der med glæde skiller myter og fakta – »de bliver meget optagede af det, og tiden flyver, når vi er herude. Det er en rigtig god måde at ryste dem sammen på, fordi de kan finde sammen om forskellige opgaver. Nogle tager lang tid, så de kan fordybe sig og dygtiggøre sig sammen, og andre er hurtigere løst, men så kan man prøve igen.«

Kay Weiss, der selv har en stor passion og viden om vikingetiden, har gennem flere år lavet classbuilding på denne måde på fortet. Hans fortæller engageret om, hvordan man i dag kan opleve vikingetiden både på danske museer og markeder sommeren over – og endda som kampsport med sværd og økser, som man kan dyrke på samme måde, som andre går til håndbold eller badminton. Han demonstrerer nogle af kampsportteknikkerne for eleverne og fremviser samtidig både sværd og daneøkser samt flotte, malede, runde skjolde med helt særlige våbenskjolde på. Til sidst får eleverne selv lov at afprøve teknikkerne – og heldigvis er øksehovederne til dette brug af sikkerhedsmæssige årsager udført i læder.

Frokosten tilberedes over bål.
Frokosten tilberedes over bål.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk