Godt nytår

Tak for i år – og tak for opbakningen til et levende Dragør

Kære Dragør

2021 har mildest talt været et omskifteligt år. Det blev indledt med tusmørkestemning under en flere måneder lang nedlukning, hvor alt fra skoler, foreningsliv og traditioner, såsom fastelavnsfejring, måtte vige for en epidemi, der siden – næsten – forsvandt og gav plads til en sommer og et efterår, som mindede om det, der bare for to år siden var »normalen«.

Efteråret bød på en intens og meget aktiv valgkamp, der resulterede i en ny sammensætning og konstellation i Dragørs politiske liv.

Og samtidig med kulminationen på valgkampen og julens komme så vendte coronapandemien tilbage med fornyet styrke – med det resultat, at julen i alt for høj grad kom til at minde om forholdene i 2020. I skrivende stund er de officielle udmeldinger fortsat, at skolerne forventes at genåbne tidligt i januar 2022, samt at restriktionerne udløber i midten  af måneden. Om dette holder stik, eller om vi kigger ind i endnu en lang, grå vinter med nedlukninger, det får tiden vise.

Fra redaktionens side vil vi i alt fald tillade os det lønlige håb, at vi i 2022 får vristet os endelig fri af coronaens favntag, så vi i årets løb kan glæde os over de mange traditioner og begivenheder, vi kender og elsker.

Samtidig vil vi rette en stor og varm tak til hele Dragør. Her på Dragør Nyt har vi oplevet en meget stærk veneration for byens avis – et eksempel herpå fik vi senest i forbindelse med vores årlige julekonkurrence, hvor deltagelsen i år slog alle rekorder. Det var ganske overvældende – tusind tak for det samt for de mange hilsener og fine illustrationer og tegninger, vi modtog sammen med besvarelserne. Stort til lykke til vinderne.

Fra byens erhvervsdrivende har vi ligeledes registreret, at man fra Dragørs indbyggere har oplevet en stor opbakning og lyst til at handle lokalt. Det kan vi kun bakke helhjertet op om – en levende by fordrer et aktivt foreningsliv og et velfungerende erhvervs- og butiksliv, ligesom en levende lokalavis er afhængig både af aktive læsere og tilsvarende erhvervsliv. Derfor – brug vore annoncører – uden dem, ingen Dragør Nyt – og brug i det hele taget de lokale butikker, håndværkere, restauranter, frisører og alle de andre – uden dem vil det ikke være det samme levende, skønne Dragør, som vi holder så meget af.

De bedste nytårshilsener og tak for 2021
Helle Rybner og Henrik Askø Stark

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk