Årets udgave af Kikkenborgen.
Årets udgave af Kikkenborgen.

Guld i arkivet

Lørdag den 12. november afholder Historisk Arkiv Dragør åbent hus fra kl. 12–16 som en del af det landsdækkende arrangement Arkivets Dag.

Det lokale arkiv i Dragør rummer mange skatte, og nu er der endda fundet guld i dets gemmer – blot er det ikke guld, der glimter, men lokalhistorisk viden, som er guld værd. 

Det drejer sig om historier om de overraskende mange guld- og sølvsmede, der har haft deres virke i Dragør. To af arkivets frivillige har gravet efter »guld« i samlingerne og suppleret med oplysninger og personlige beretninger, der er kommet fra nær og fjern. På Arkivernes Dag fortælles og vises en lille udstilling om disse guldsmede. 

Samme dag præsenteres også årets udgave af den lokalhistoriske bog »Kikkenborgen«, som her udgivet digitalt rummer otte historier. 

Der er fortællingen om Dragørs første realskole, som var bygget på humbug, om marinemaleren Christian Mølsteds rejser, om drag-ørlodsernes arbejde under vanskelige forhold i besættelsesårene samt om Store Magleby-bondens beretning fra stormfloden i 1904. Og så bringer Kikkenborgen også læseren en tur forbi Dragør Sydstrand, hvor man tilbage i 1960’erne camperede og lavede mad på primusapparatet, og en tur om bord på museumskutteren Elisabeth K571 og beskriver, at Venezuela engang lå ved Store Magleby Strandvej. 

På dagen vil der være mulighed for at få en snak med nogle af Historisk Arkiv Dragørs medarbejdere, som også vil stå for fremvisning af et udvalg af årets høst af nye arkivalier og billeder.

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk