Indehaver af Hammers Have Helene Møller. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Indehaver af Hammers Have Helene Møller. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på virksomheder i Dragør:

Hammers Have

Blomster i alle farver og former lyser en i møde, når man træder ind i Hammers Have. Det er en sand oase – selv på en gråvejrsdag

Af Birgit Buddegård

Vejret skifter hurtigt mellem sol og regn, og vinden tager godt fat i overdækningen foran drivhuset – men forårs-humøret kan ikke holdes nede, når først man er kommet inden for i Hammers Have. 

Forårsblomster lyser kunderne i møde fra alle kanter af den romantiske have med gamle træer og blomster overalt i bede, på borde og i kurve.

Og i drivhuset – kaldet »driveren« – er der en overflod af afskårne blomster, som kan tilfredsstille ethvert ønske og behov.

Det er 15 år siden, at Helene Møller, der er indehaver af Hammers Have, tog springet til at blive selvstændig – og det har hun ikke fortrudt et øjeblik. Hun fortæller til Dragør Nyt, at hun en sommer lå på »baderen«, Drag-ør Søbad, kiggede på vandet og funderede på, hvad hun ville. Ét vidste hun dog – hun ville være selvstændig. 

(Artiklen fortsætter under billederne).

Den grønne oase på E. C. Hammersvej. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Den grønne oase på E. C. Hammersvej. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hammers Haves blomsterstand på Nordre Væl. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hammers Haves blomsterstand på Nordre Væl. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Momsnummer i fødselsdagsgave

Helene Møller gav sig selv et momsnummer i fødselsdagsgave – men stadig uden at vide, hvad hun ville lave. Men iværksætterånden havde et godt tag i hende, og fra sine vinduer så hun ned på Nordre Væl og begyndte at tænke på, hvorfor dog ingen lavede noget dér. Hun kontaktede kommunen og fik tilladelse til at sælge blomster derfra syv lørdage den sommer – og så var hun i gang.

Og en praktikalitet som ikke at være i besiddelse af et kørekort kunne ikke stoppe Helene Møller. Hun stillede sig derfor klokken fem om morgenen ved den lokale benzintank for at tage den på tommelfingeren til Københavns Grønttorv. Og så kunne hun jo altid køre med fragtmanden hjem, som hun leende konstaterer. Hun har dog siden taget kørekort.

Fra hjørnet af Nordre Væl udviklede forretningen sig hurtigt, da hun efterfølgende besluttede at åbne sin egen have – først som en planteskole, men efter nogle år også som egentlig blomsterforretning.

»Jeg er 100 procent autodidakt,« siger hun – mens hun med øvet hånd binder en buket med et yderst professionelt udseende. Arbejdsdagen kan godt snige sig op på 14 timer, men hun kan slet ikke lade være.

»Det er min mand, der laver maden,« smiler Helene Møller – der dog holder lukket søndag og mandag, så hun også får lejlighed til at se familien. Og tre ugers sommerferie bevilger hun trods alt også sig selv, der i det daglige får hjælp af flere ansatte medarbejdere på deltid.

Helene Møller sørger for at lave præcis den buket, kunden ønsker. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Helene Møller sørger for at lave præcis den buket, kunden ønsker. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Farveglæde

Det er iværksætterånden, der får hende op om morgenen, fortæller Helene Møller.

»Skal vi ikke prøve det,« er ikke sjældent en af de første tanker hos hende, der lyser af energi og glæde, når hun taler om sin have og sine blomster.

Der er også mode i blomster, og hun fortæller, at der stadig er efterspørgsel efter rokokobuketter, mens mange unge foretrækker de mere løst bundne buketter.

Selv har Helene Møller en forkærlighed for farver – en buket må gerne være en »eye-catcher«, siger hun og peger på en orangefarvet rose. »Free Spirit« hedder den – og det navn kan hun sagtens identificere sig med.

Opgaver til boligmagasiner

Helene Møller arrangerer blomster på alteret i Drag-ør Kirke hver fredag – en opgave, hun holder meget af.

Og hun er også blevet kendt – og anerkendt – i videre kredse for sin kreativitet. Ved juletid kunne man således se hendes bud på en adventskrans i Bo Bedre, ligesom Mad & Bolig og Spis Bedre indimellem lægger vejen forbi med en fotograf.

Til en fotoreportage i Mad & Boligs påskenummer i år har Helene Møller således en blomsterkrans med. Og ikke mindst Bo Bedre har hun et godt samarbejde med, så ofte, når magasinet vil lave en reportage, får hun tilsendt en farvekode af stylisten med eksempelvis en besked om, at det skal være malerisk og elegant.

Sådanne opgaver synes Helene Møller, det er sjovt at være med i – og hun er stolt af, at hendes arbejde på den måde anerkendes.

Lille »fotostudie«

Helene Møller lægger selv fotos op på sociale medier og har derfor indrettet et lille »fotostudie« i haven, hvor hun kan fotografere de blomster, hun vil vise frem.

Selvom Helene Møller – og de mange kunder – er glade for Hammers Have, har hun en drøm om en blomsterforretning på Kongevejen. Den kunne fungere som salgsted, mens haven på H. C. Hammersvej skulle være produktionssted. Som altid er der gang i iværksætterånden – Helene Møller kan slet ikke lade være. Men indtil da finder man hende i Hammers Have – og om lørdagen også på Nordre Væl.

Og i disse coronatider, hvor meget er lukket, citerer Helene Møller både statsministeren og dronningen for at have sagt, at man da altid kan købe en blomst og sætte ud på trappestenen. Og har man lyst til det, finder man et rigt udvalg i Hammers Have.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk