21. april 1934. Sent lørdag eftermiddag var man ved at gøre klar til flytning af vognkassen til en lavere blokvogn. Udklip fra Leif Bangs arkiv.
21. april 1934. Sent lørdag eftermiddag var man ved at gøre klar til flytning af vognkassen til en lavere blokvogn. Udklip fra Leif Bangs arkiv.
22. april 1934. Politikens fotograf var forbi Slotsholmsgade, hvor han så blokvognen med den høje sporvogn. Kusken nåede ikke at køre ud på Knippelsbro, men drejede af i tide.
22. april 1934. Politikens fotograf var forbi Slotsholmsgade, hvor han så blokvognen med den høje sporvogn. Kusken nåede ikke at køre ud på Knippelsbro, men drejede af i tide.

Hed elskov i en sporvogn

Af Dines Bogø

Beboerne på Nordstranden i Dragør bemærkede en kold januaraften i 1945 aktivitet ved et sommerhus. 

Pludselig så man et kraftigt lysskær og kort tid efter fire personer i løb væk fra et brændende, lidt særpræget sommerhus.

Vinteren 1921–22. Vogn 380 ud for Kinopalæet på Gl. Kongevej. Til højre vogn 389, der også endte sine dage i Dragør, men under mere fredelige omstændigheder. Tegning af John Lundgren.
Vinteren 1921–22. Vogn 380 ud for Kinopalæet på Gl. Kongevej. Til højre vogn 389, der også endte sine dage i Dragør, men under mere fredelige omstændigheder. Tegning af John Lundgren.

Forhistorien

I 1933 besluttede Københavns Sporveje at udrangere de sidste af de ældre toetagesfrederiksbergsporvogne, der havde kørt på linjerne 3, 8, 17 og 18. Af de oprindelige 52 vogne blev de 13 solgt.

Broderihandler Charles Uhrenholdt på Frederiksberg købte for 175 kr. motorvognen med nr. 380.

Denne vogn var oprindeligt solgt til en tandlægefrue i Sorø; men da fruen stadig ikke i december 1933 havde afhentet vognen, blev den sat til salg igen.

Med stort besvær blev vognen lørdag den 21. april 1934 transporteret på en hestetrukken blokvogn fra Svanemølle Remise til Dragør. Man havde problemer med at komme under overbygningen på Knippelsbro (1909–36).

Sporvognen blev opstillet på familiens nyerhvervede sommerhusgrund på Nordre Dragørvej 149. 

I forvejen stod der et mindre sommerhus, som blev bygget med sporvognen.

Alt det formelle var på plads til sommeren 1934. Naboen bagermester Emil Scheller havde afgivet naboerklæring, og Store Magleby Kommune havde godkendt, at sporvognen kunne opstilles og anvendes som sommerhus.

Forperron vendte mod vest, og bagermesteren havde udsigt til bagperronen, hvor der var en vindeltrappe til 1. sal på sporvognen.

Charles Uhrenholdt var flere gange ved at opgive projektet. Der var sket en del skade på vognen under transporten. Det træunderlag, man stillede vognen på, kunne ikke holde. Vognen stod skævt, så man måtte støbe noget underlag.

Da sporvognen blev opstillet, kiggede naboer og forbipasserende noget skævt til hele arrangementet, men efterhånden som vognen blev sat i stand, blomsterkasser opsat, træer og buske voksede op, blev sommerhuset til lidt af en lokal attraktion.

Der blev ikke indlagt elektricitet, og Store Magleby Kommune gav først senere under besættelsen tilladelse til indretning af fast ildsted. 

Den varme mad blev lavet på to petroleumsapparater. Køkken og soveværelse m.v. var i det oprindelige træhus, der var bygget sammen med sporvognen.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

1940. Sommerhuset – den tidligere sporvogn KS 380, oprindelig frederiksbergvogn 27 – på Ndr. Dragørvej 149. Haven var ikke blevet vedligeholdt siden Uhrenholdts tid. Sporvognen nedbrændte fredag den 12. januar 1945, fordi to vagter og deres damer var optaget og havde glemt alt om stearinlys og petroleumslamper. Foto fra Leif Bangs arkiv.
1940. Sommerhuset – den tidligere sporvogn KS 380, oprindelig frederiksbergvogn 27 – på Ndr. Dragørvej 149. Haven var ikke blevet vedligeholdt siden Uhrenholdts tid. Sporvognen nedbrændte fredag den 12. januar 1945, fordi to vagter og deres damer var optaget og havde glemt alt om stearinlys og petroleumslamper. Foto fra Leif Bangs arkiv.
1935. Charles Uhrenholdt har fotograferet sin datter Aase og hendes veninde Esther, der boede i sommerhuset i nr. 151. Foto: Dines Bogøs arkiv.
1935. Charles Uhrenholdt har fotograferet sin datter Aase og hendes veninde Esther, der boede i sommerhuset i nr. 151. Foto: Dines Bogøs arkiv.

Februar 1935. Mod nord det oprindelige træhus, sporvognen og en terrasse mod syd. Tegning fra Store Magleby Kommunes Bygningskommission.
Februar 1935. Mod nord det oprindelige træhus, sporvognen og en terrasse mod syd. Tegning fra Store Magleby Kommunes Bygningskommission.

Charles Uhrenholdts datter Aase fortæller:

»Da sporvognen blev flyttet til Dragør, var jeg ni år, og jeg fulgte spændt udviklingen omkring sommerhuset i glad forventning om, at jeg skulle bo på 1. sal med fin udsigt til en dejlig have. Alene at stige op ad vindeltrappen var en fryd for mig og senere for de jævnaldrende, der besøgte mig.

Fra den overdækkede trappe gik man et stykke i fri luft over til mit værelse. Mellem trappen og »kahytten«, som mit værelse blev kaldt, var der opsat et solsejl på begge sider af vognen, så mellemstykket var beskyttet mod nysgerrige blikke, og samtidig gav sejlet læ. Sejlet ud til haven var i to dele, så man kunne trække det til side fra midten og kigge ud.

Der var meget hyggeligt i det lille værelse. Fint løst tæppe på gulvet og kønne gardiner ud mod haven og vejen. Vinduerne i den modsatte side af værelset var blændede, så man derved fik nogen vægplads til billeder osv.

En lille blomsteraltan førte mod vest med udsigt over markerne. Der var to sovepladser, og skolekammerater fra Frederiksberg var hyppige gæster deroppe, hvor vi havde det meget spændende; der var faktisk ikke grænser for fantasien på sporvognens 1. sal.

I stuen nedenunder var der tæppe over det hele. På forperronen stod et stort skuffemøbel, i selve stuen en sove-ottoman og et arrangement med cretonnebetrukket kurvesofa og lænestole samt et lille bord.«

Familien flyttede til Dragør i midten af juni – og tilbage til byen i slutningen af august.

»I skoletiden gik turen ind med min far i bil og hjem med bus eller med den charmerende gamle amagerbane, der startede på Amagerbrogade ved Store Møllevej. Et stykke af vejen gik gennem en lille granskov, hvor der voksede mange brombær,« lyder det fra datteren.

Aase fortæller videre, at hendes mor, Charlotte Uhrenholdt, i starten var meget betænkelig ved hele »projekt sporvogn«.

Haven blev anlagt med fliser, bede, græsplæne og køkkenhave. Det var hendes mors indsats, der fik hele arrangementet til at fremstå som en spændende helhed.

Gulvet på øverste etage imellem trappen og pigeværelset var noget ujævnt. Her havde masten, der holdt trolleystangen, oprindelig stået. På trappen op til øverste etage havde familien bevaret det originale skilt med teksten:

»Ophold paa Trappen under kørsel forbudt.«

Tegning fra 1934 med skitse af sporvognen, som Uhrenholdt ønskede at opsætte op ad det oprindelige, lille træhus.
Tegning fra 1934 med skitse af sporvognen, som Uhrenholdt ønskede at opsætte op ad det oprindelige, lille træhus.

Besættelsen

Uhrenholdt solgte sommerhuset i 1939 til postkontrollør H. Holst Christensen fra Sundby. Den nye ejer kaldte sommerhuset for »Linje 2«, og det navn brugte de omkringboende også.

I foråret 1943 var det en fabrikant fra København, der købte grunden med den gamle sporvogn.

Fabrikanten kunne ikke vide, at Luftwaffe nogle måneder senere ville udbygge Københavns Lufthavn.

Hidtil havde værnemagten kun anvendt den nordlige del af lufthavnens arealer, men i den sydlige del blev der fra sommeren 1943 opført et stort antal bygninger, herunder også en del endnu eksisterende hangarer.

Tyskerne opførte også barak-lejre og hangarer syd for selve lufthavnen. Ved de anlæg var der tyske vagt-patruljer, og disse havde selvfølgelig registreret, hvor der langs vagtruten var helårsbeboelse, og hvor der var ubeboede sommerhuse.

Vagterne havde kun primitive jord- og træskure til deres rådighed på frivagterne.

Vagtforsømmelse og brand

Ved 18-tiden fredag den 12. januar 1945 bemærkede familien Nielsen, der boede til leje i bagermesterens villa, at der var »aktivitet i sporvognen«. De kunne se lys ved vinduerne og personer inde i sporvognen.

Der var ikke indlagt el, og det gamle el-system var heller ikke i funktion på nogen måde, så man var klar over, at nogen måtte have tændt stearinlys eller petroleumslamper.

Et par timer efter slog lange flammer op fra vognen, og umiddelbart efter så man to soldater og to piger i løb over marken, væk fra den brændende sporvogn.

Aktiviteterne havde måske fået gardiner og stearinlys til at blafre for meget?

Der blev ringet efter det lokale brandvæsen – både fra Dragør og Store Magleby. Det tyske lufthavnsbrandvæsen mødte også frem under udrykning fra tre stationer. På de tyske brandkøretøjer var der ikke horn, men kraftige klokker, der fungerede som udrykningssignaler.

På trods af det talstærke fremmøde af danske og tyske brandfolk kunne sporvognen og det oprindelige sommerhus ikke reddes.

Officielt hed det sig, at brandårsagen var »kortslutning i de elektriske installationer«. På grund af aviscensur kunne man ikke skrive, hvad der egentlig var sket.

Kun sporvognens forvredne sortsvedne jernkonstruktion stod tilbage.

Naboen ryddede sommerhusgrunden efter aftale med ejeren.

Der blev ikke senere bygget noget nyt sommerhus på grunden.

Ved udgravninger på grunden mange år senere, blev der kun fundet nogle bajonetfatninger, der har siddet indvendig i vognens loft.

På denne lidt sørgelig måde endte en to etager høj frederiksbergmotorvogn sine dage i Dragør.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk