Vi har modtaget:

Heste og deres ryttere

I dag, søndag den 11. juli, ved 18-tiden var jeg som sædvanlig ude at gå en tur med min hund.

Vi bor i et dejligt, fælles område i Dragør, hvor vi har et tilhørende fredet engareal ned til Øresund.

For enden af Store Magleby Strandvej går en trappe op, og her fortsætter man ad en sti langs med en kanal, der går ud til Øresund. Ved indgangen til stien er der skiltet med, at ridning med heste samt knallertkørsel er forbudt, og der er en stor bom opsat.

Da min hund og jeg kom op fra engen og skulle videre ned ad stien langs kanalen, kunne jeg se, at der bag mig kom tre kvinder ridende på nogle flotte heste ned ad St. Magleby Strandvej. Egentlig troede jeg, at de ville ride langs vejen, men de overså skiltningen og kom snart lige bag os ned ad stien, hvor det ikke er tilladt at ride på hest.

Da de kom ned for enden af stien, valgte de at ride til venstre, idet de talte om, at hestene skulle ud i vandet.

De observerede og talte sammen om, at der jo var en hund derude i vandet – jeg gik nærmere og kunne se, at der var en familie, der legede med deres siberian husky ude i vandet – og de havde ikke bemærket rytterne.

De tre kvinder på hesteryg besluttede alligevel efter en kort dialog, at de ville have deres heste i vandet.

Da de nærmede sig vandet, så hunden dem, og ejerne af hunden kaldte uden held på den – hunden skulle op og se, hvad det var for mærkelige væsener, der her kom anstigende. Hunden var overhovedet ikke aggressiv, den var blot nysgerrig.

Jeg stod et kort stykke derfra og kunne følge det hele.

Hestene derimod gik i panik, og rytterne havde ingen kontrol med dem. Hestene løb hjemad ad samme vej, som de var kommet op ad stien langs kanalen. To af rytterne faldt meget hurtigt af deres heste, de var ikke så drevne – men heldigvis faldt de ikke i kanalen. Den sidste holdt sig i sadlen, men havde ingen kontrol over sin hest.

Heldigvis var der ikke en familie med børn eller andre på vej ned ad stien mod Øresund, for de ville være blevet trampet ned med frygtelige konsekvenser til følge.

Hele intermezzoet kunne have været undgået, hvis kvinderne havde handlet ud fra det ansvar, man påtager sig, når man bringer så store dyr ud i det fri.

Jeg ser ofte anmodninger fra hesteejere om, at man skal tage hensyn til dem i trafikken – det gør jeg meget gerne, da jeg er meget glad for heste. Jeg vil så blot anmode hesteejere, rideskoler og andre om at vise samme hensyn og respekt for gældende regler, så vi undgår, at nogen kommer til skade.

Med venlig hilsen

Arne Mosegaard

Vi har modtaget: Vil Dragør blive lukket helt ude?

Flemming Blønd fra Sydamagerlisten har indsendt et debatindlæg om kystsikringen. Læs mere

Vi har modtaget: Massiv luftforurening

Vi har modtaget: Massiv luftforurening Har politikerne tænkt sig at gøre noget ved den massive luftforurening omkring lufthavnen? Nu...

Vi har modtaget – åbent brev til Danmarks Naturfredningsforening: Fra græsmark til blomstereng

Ole Storgaard har indsendt et åbent brev, som han har sendt til Danmarks Naturfredningsforening. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk