På Amagermuseet i Store Magleby deltager omkring 200 elever fra Dragør Kommunes 4.-klasser i Historisk Idrætsdag 2022.
På Amagermuseet i Store Magleby deltager omkring 200 elever fra Dragør Kommunes 4.-klasser i Historisk Idrætsdag 2022.

Historisk Idrætsdag på museet

Tirsdag den 21. juni afholdt Museum Amager i samarbejde med Dragør Ungdomsskole den årlige historiske idrætsdag. 

Ikke mindre end 200 elever fra Dragør Kommunes 4.-klasser var traditionen tro mødt op i det flotte sommervejr på Amagermuseet i Store Magleby – iført idrætstøj og højt humør.

De mange elever var klar til at dyste om, hvem der var bedst til at lege som i gamle dage.

Idrætsdagen tog eleverne tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor de skulle prøve kræfter med syv forskellige historiske lege og kappestride. 

Inden aktiviterne gav museumsinspektør Christian Aagaard fra Museum Amager en introduktion til legenes historiske kontekst, så eleverne var klædt ordentligt på til en dag med leg på de gamle museumsgårde.

I 1800-tallet var leg meget mere, end det er i dag. Legene var også for voksne og havde en central rolle i etableringen af landsbysamfundets hierarki og i, at de ellers normalt så adskilte køn kunne komme lidt tættere på hinanden.

Som en central pointe for dagens aktiviteter foregik legene uden alle de højteknologiske hjælpemidler, som børn kender til i dag. Og fokus var yderligere på klassernes samarbejde og fælles opgaveløsning, hvor udfordringerne, der omfattede alt fra kreative lege til styrkeprøver og kapløb, skulle løses uden hjælp fra lærerne.

Der blev under løsningen af opgaverne både svedt, diskuteret og ikke mindst grinet højt – og da dagen var ovre, og alle point var blevet talt sammen, kunne 4.D fra Nordstrandskolen lade sig hylde som vinder af Historisk Idrætsdag 2022.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk