Naturvejleder ved Drag­ør Ungdomsskole, Martin Sleimann (tv.) i selskab med Sebastian Klein ved fredagens besøg.
Naturvejleder ved Drag­ør Ungdomsskole, Martin Sleimann (tv.) i selskab med Sebastian Klein ved fredagens besøg.

Hjemmeskole – med virtuelt fællesskab

Skoleeleverne må undvære fællesskabet i klassen, men der gøres et stort arbejde for at gøre skoledagene spændende og at skabe nye fællesskabsformer virtuelt

Af Birgit Buddegård

Det er hårdt for børn og unge at undvære fællesskabet i skolen under coronanedlukningen, men man har lagt hovedet i blød for at finde måder at skabe nye fællesskaber, fortæller Dragør Kommunes skolechef, Rasmus Johnsen, til Dragør Nyt.

På de enkelte skoler gør man sig meget umage for at gøre undervisningen interessant, og Rasmus Johnsen understreger, at der foregår et fantastisk samarbejde skolerne imellem, hvor man på hjælper hinanden på tværs. Og alle skolefolk arbejder hårdt på at få hjemmeundervisningen til at fungere.

Det er Rasmus Johnsen oplevelse, at også børnene knokler på. Børn er gode til at omstille sig og være konkrete, siger han, og understreger betydningen af, at eleverne oplever, at lærerne har styr på det. For selvom de ældre elever måske kan synes, det er irriterende at skulle møde klokken otte foran computeren, så er det vigtigt, der er forventninger til dem. 

Gode faste rammer er væsentlige også – og måske ikke mindst – i denne tid.

Fællesskab trods afstand

Det er Rasmus Johnsens generelle indtryk, at mange elever keder sig og savner kammeraterne, og der lægges derfor mange kræfter i at skabe nye former for klassefællesskab, for eksempel igennem fællesopgaver.

Her byder Dragør Ungdomskole ind med aktiviteter.

I 14 dage afholdes således Polarskole i samtlige fag for alle 7.-klasserne. Eleverne kan ikke som vanligt samles, men får virtuelle foredrag med Gregers Gjersøe, der ud over at være leder af Polarskolen også er den første dansker på Sydpolen på ski. Og lederen af ungdomsskolen, Christoffer Søe, fortæller, at Gregers Gjersøe gør meget for at involvere eleverne, der har kvitteret med stor ros til ham.

Eleverne har også været en tur i »tv-køkkenet« med tilberedning af grønlandsk mad, og der er quizzer, foredrag og videoproduktion blandt meget andet, fortæller Christoffer Søe.

Rasmus Johnsen fortæller, at der er skabt et særligt fredagsprogram. I fredags besøgte Sebastian Klein således Dragør og livestreamede til eleverne – først til de mindste klasser og senere på dagen til de større.

Rasmus Johnsen understreger, at eleverne kan se, det foregår i Dragør og dermed er skabt specielt til dem, og han fortæller, at over 700 elever så med.

Der var mulighed for at stille spørgsmål via sms, og der tikkede hele 200 spørgsmål ind – af ren interesse, lyder det fra Rasmus Johnsen, for der var ikke som i et klasseværelse en lærer til stede til at opfordre eleverne til at stille spørgsmål.

Næste fredag kommer Silas Holst – kendt af mange fra Vild med dans – og taler om mobning, og Jasmin Lind og Mika Schultz – der er kendt blandt de unge – vil fortælle om, hvordan det er at være youtuber.

Fællesskabsfølelse og quiz

For at genskabe en form for klassefællesskabsfølelse får eleverne en gang om ugen en quiz, som de skal løse i fællesskab. Og spøgsmålene er af en sådan karakter, at de ikke kan google sig til svaret, men rent faktisk skal arbejde sammen om at finde det.

Der er en præmie til den vindende klasse – og i sidste uges var vinder 7.B fra Dragør Skole, fortæller Rasmus Johnsen.

Bevægelse og fysisk aktivitet

Ved hjemmeundervisning sidder eleverne stille hele tiden, og for at få bevægelse og energi ind i dagligdagen har ungdomsskolen lavet en idébank til lærerne om, hvordan de kan få bevægelse ind i undervisningen. Det kan for eksempel være en opfordring til at gå en tur, kravle op i et træ og tage et foto og dele det med kammeraterne – det handler om at aktivere eleverne hver for sig.

Christoffer Søe fortæller endvidere, at ungdomsskolen vil livestreame førstehjælpskurser for klasserne, så der er trods alt mange muligheder for alsidig undervisning, selvom det foregår via computeren.

Fritiden

Det er ikke alene i skoletiden, eleverne savner fællesskab, men også i fritidslivet, hvor alle aktiviteter er lukket ned. Men også her er der muligheder online.

Rasmus Johnsen fortæller, at man arbejder på tværs for at give børn og unge de bedste oplevelser i denne specielle tid, og foruden ungdomsskolen bidrager også musikskolen og Klub Dragør med forskellige tiltag.

Musikskolen lægger således videoer ud om rytmik, så de yngste elever kan sidde og øve rytmik derhjemme, ligesom for eksempel nye trommeøvelser kan læres online.

Klub Dragør er lukket, men her kan de unge logge ind virtuelt og få en snak – og har man en yndlingspædagog, man gerne vil tale med, kan man booke en tid til en snak.

Så selvom tiden er speciel gøres en stor indsats for at skabe en så spændende skoledag som overhovedet muligt for Dragørs skoleelever.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk