De idrætsudøvere, der ikke er forhindret pga. VM-deltagelse m.v., møder op i aulaen på Drag­ør Skole for at modtage fortjent hyldest. Foto: Hans Jacob Sørensen.
De idrætsudøvere, der ikke er forhindret pga. VM-deltagelse m.v., møder op i aulaen på Drag­ør Skole for at modtage fortjent hyldest. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Kenneth Bloch holder takketale efter modtagelse af Initiativprisen 2022. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Kenneth Bloch holder takketale efter modtagelse af Initiativprisen 2022. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Hyldest til sportsudøvere og uddeling af initiativprisen

Fredag fejrede Dragør Kommune aktive idrætsudøvere, der har udmærket sig på særlig vis. Ved samme arrangement blev også initiativprisen uddelt

Af Birgit Buddegård

Ved en festlig reception fejrede Dragør Kommune fredag eftermiddag kommunens aktive idrætsudøvere, der har opnået medaljer eller er rykket op i division ved et mesterskab i 2021.

Ved samme begivenhed blev initiativprisen uddelt.

Arrangementet fandt sted i aulaen på Dragør Skole, hvor borgmester Kenneth Gøtterup, C, bød velkommen og opfordrede de tilstedeværende til at forsyne sig ved buffeten med både mad og drikke.

Herefter blev mesterskabspriserne uddelt. 

26 havde opnået noget særligt – ikke alle kunne være til stede – blandt andet var nogle fraværende, fordi de deltog i VM – og det var jo en god grund til ikke at være med til overrækkelsen af mesterskabsprisen, mente Kenneth Gøtterup. Men han lovede, at gaven fra kommunen ville komme de fraværende i hænde på et senere tidspunkt.

Kenneth Gøtterup glædede sig over, at så mange idrætsudøvere satte Dragørs navn på landkortet, og fremhævede den megen flid og træning, de havde lagt for dagen, og den opbakning, de fik fra familie og idrætsklubberne. 

Mesterskabspriser

Borgmesteren kaldte herefter hver enkelt modtager af mesterskabsprisen op på scenen til håndtryk og lykønskning og overrækkelse af kommunens gave, der bestod af et opbevaringsglas samt bolsjer. I gaveposen lå også en personlig hilsen fra borgmesteren.

Herefter blev der taget fælles-foto – og før uddelingen af initiativprisen var der igen mulighed for at besøge buffeten. 

Initiativprisen til Gazellerne

Initiativprisen har eksisteret siden 2012 og gives til en institution, forening eller et fællesskab i Dragør, der har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for at fastholde og dyrke fællesskabet i Dragør. 

Gazellerne modtager Initiativprisen 2022. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Gazellerne modtager Initiativprisen 2022. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Initiativprisen gik i år til Gazellerne, der er et løbefællesskab – ikke en løbeklub – lød det fra Kenneth Gøtterup, da han før overrækkelsen af selve prisen begrundede valget. 

»Hver søndag kl. 9.30 kan man se en større eller mindre flok løbe forskellige steder rundt i Dragør, Store Magleby og Søvang,« lød det fra Kenneth Gøtterup, der understregede, at det handlede om fællesskab – om at tale sammen, mens man løber.

Opfordret af borgmesteren bliver der gået til buffeten under arrangementet på Dragør Skole. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Opfordret af borgmesteren bliver der gået til buffeten under arrangementet på Dragør Skole. Foto: Hans Jacob Sørensen.

De er motionister, og navnet Gazellerne skal opfattes med et glimt i øjet, for de er ikke specielt hurtige – det er det sociale, der er i højsædet – fællesskabet – det at mødes med andre, sagde borgmesteren, der dog også konstaterede, at flere af dem har gennemført maratonløb, blandt andet i Berlin. 

Gazellerne har over 100 løbere – og følges på de sociale medier af 380 »sofaløbere«.  

Initiativprisen, som er på 25.000 kr., er sponseret af Danske Banks filial i Tårnby, og blev overrakt af filialdirektør Claus Dehn-Christoffersen, der fortalte, at det var en fornøjelse at overrække prisen til Gazellerne, som er et godt eksempel på at samle forskellig aldre og dyrke – og bidrage – til fællesskab. 

Kenneth Bloch, der er initiativtager til Dragør Gazellerne, modtog prisen på vegne af fællesskabet og var både rørt og glad, da han takkede for nomineringen og prisen. »Kære gazeller – vi gjorde det,« lød det fra ham, der fortalte, at de startende fire mand nu er vokset til 100. 

Gazellerne har også valgt at løbe penge ind til forskellige formål – igen i år har man eksempelvis støttet Knæk Cancer, fortalte Kenneth Bloch – her nåede bidraget fra Gazellerne op på hele 99.999 kr.

Hyldest til sportsudøvere

U/12 landshold i mounted games:
Emma Bahnson

OK ØST Birkerød:
Janet Bentzen1025

Itosu-Kai Karate Dragør:
Mads Løvendahl Schwartz, Alberte Brocks, Anton Gadsbøll, Carl Gustav Schröder, Clara Leth, Ella Kilting Staffeldt, Frederikke Lilly Bjerring, Josephine Christiansen, Louis Eklund Gade, Marcus Rosenberg, Mia Carlsen, Mille Cecelie Fabric Hansen, Mollys Bak Lohse, Nathaniel Mathisen, Olivia Lomholt, Silas Thomsen og Siv Eklund Gade

Dragør Golf:
Bertil Johan Lykkeberg, Odin Thorn, Anton Kronquist Maimann, Mikkel Tingsted Blum, Tobias Tingsted Jørgensen, Emil Tingsted Blum og Oscar Valdemar Bredkjær Holm

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk