Indbrudstyv fanget – og lidt statistik

Af Birgit Buddegård

Natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge fik politiet en anmeldelse om, at en fremmed mand var gået ind i et hus i Dragør. Da beboeren vågnede, stak manden af, men ud fra beboerens signalement af ham kunne politiet kort efter i området anholde en 30-årig mand.

Politiet havde det seneste døgn op til anholdelsen modtaget anmeldelser om to andre indbrudsforsøg, som de mener, samme mand står bag. Han er derfor nu sigtet for tre indbrudsforsøg, og den videre efterforskning skal klarlægge, om han kan sættes i forbindelse med andre sager.

»Borgeren reagerede helt efter bogen ved at kontakte os med det samme – og jeg er godt tilfreds med, at vi ved hjælp af hendes gode signalement kort efter kunne anholde manden,« siger lederen af indbrudssektionen i Københavns Politi, Jens Cappelén.

Statistik for indbrudstal

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye indbrudstal for 2. kvartal af 2021, og de viser for første gang i lang tid en stigning i antallet af anmeldte indbrud i områder med beboelse.

I hovedstadsområdet er der tale om en stigning på 35% i 2. kvartal 2021 sammenlignet med 2. kvartal i 2020. På landsplan er antallet af anmeldelser steget med knap 12%.

For Dragør er stigningen dog ikke markant – der har været syv anmeldelser i 2. kvartal i 2021 mod fem i samme kvartal sidste år, mens der i 2. kvartal 2019 var hele 28 anmeldelser.

Coronaeffekt og ferietid

Under nedlukningerne som følge af coronapandemien har indbrudstyve ikke haft gode vilkår, da mange personer har opholdt sig meget mere hjemme, end de ellers gør under normale tilstande. Stigningen i antallet af indbrud kan derfor ses som udtryk for, at samfundet igen er genåbnet, vurderes det fra »Bo trygt!« – et initiativ med råd om indbrudssikring af huse, der er skabt i samarbejde imellem TrygFonden, Realdania, Det Kriminalpræventive Råd og Videncentret Bolius. Samtidig er indbrudstyve desværre ofte meget aktive i ferieperioder, hvor huse og lejligheder står tomme.

Initiativet Bo trygt! opfordrer blandt andet til, at man sørger for at have gode naborelationer, at man hjælper hinanden med at skabe liv i boligområderne, samt at man holder øje med naboernes huse.

Se mere på www.botrygt.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk