Ingen kommunale lån eller skattestigning

Politikerne er tilbage fra sommerferie med ekstraordinære møder i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen 

Lokalpolitikerne i Dragør måtte afkorte sommerferien en anelse, da der blev indkaldt til ekstraordinære møder i både Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen i torsdags, den 5. august.

Anledningen til møderne var Social- og Indenrigsministeriets deadlines i forbindelse med den økonomiske planlægning for 2022, og i Økonomiudvalget skulle godkendelse af en stillingsannonce i forbindelse med ansættelse af en ny kommunaldirektør finde sted.

Særtilskud

Der var i både økonomiudvalg og kommunalbestyrelse enighed om de tre punkter, der drejede sig om den økonomiske planlægning for 2022.

Efter anbefaling fra forvaltningen blev det besluttet at søge fra puljen særtilskud til særligt vanskeligt stillet kommuner. Det er problemerne på beskæftigelsesområdet som følge af coronapandemien, der giver udfordringer.

Det blev samtidig også besluttet, at Dragør Kommune ikke ansøger fra næste års lånepulje. Forvaltningen skønnede, at den likvide situation er forbedret i en sådan grad, at det ikke giver anledning til at optage lån.

Sidste punkt var et oplæg til diskussion om skatteforhøjelser. Udligningsreformen giver kommuner mulighed for at tilpasse indkomstskatten svarende til et eventuel tab i udligningsreformen. Er der ikke et tab, vil kommunen dog være i risiko for den normale konsekvens og bod ved skatteforhøjelser.

Politikerne i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen besluttede, at man i Dragør Kommune ikke ønsker at gøre brug af denne mulighed for skatteforhøjelse.

Opslagsgodkendelse

Med et par små justeringer fandt stillingsopslaget udført af et rekrutteringsfirma godkendelse i Økonomiudvalget.

Ansøgningsfristen til stillingen er sat til søndag den 29. august – og det er forventningen, at en ny kommunaldirektør kan tiltræde den 1. november.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk