It-problemer giver forsinkelser

Opdatering af journalsystem har givet betydelige forsinkelser for ansøgninger om hjælpemidler

Behandlingen af 88 ansøgninger om hjælpemidler er blevet forsinket i mere end to måneder. Det er ansøgninger fra Dragør-borgere, der i december 2020 via den digitale selvbetjeningsløsning på nettet har søgt om hjælpemidler, der er ramt af forsinkelserne. 

Borgernes ansøgninger er nu modtaget – men altså med to måneders forsinkelse, lyder det i nyhed på Dragør Kommunes hjemmeside.

Det er Tårnby Kommune, som på vegne af Dragør Kommune varetager opgaven med tildeling af hjælpemidler. Og det er et nyt journalsystem, der har givet udfordringer for dragørborgerne på grund af integrationen imellem de to kommuners it-systemer. 

It-problemerne har betydet, at hverken sagsbehandlerne i Dragør eller Tårnby har kunnet se de enkelte ansøgninger.

Ifølge Dragør Kommune er Tårnby Kommune nu i fuld gang med at behandle ansøgningerne, og man vil kontakte de enkelte borgere, som har ansøgt om et hjælpemiddel, men endnu ikke har fået svar. 

Det forlyder fra Dragør Kommune, at de tekniske problemer er afhjulpet, og at man nu atter – uden forsinkelser – kan ansøge om hjælpemidler digitalt.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk