Kamp mod sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden i plan- og byggesagsbehandlingen har i en længere periode været for lang, og på mødet i By-, Erhvervs- og Planudvalget (BEPU) tirsdag den 9. februar fremlagde Dragør Kommunes forvaltningen således deres plan for afhjælpning af problemet.

De lange sagsbehandlingstider har i særlig grad været et problem inden for området af lovliggørelsessager (sager, hvor byggeriet er blevet gennemført uden tilladelse, og hvor borgeren skal sørge at lovliggøre byggeriet enten fysisk eller juridisk).

Problemet på området er ikke nyt. I 2019 og 2020 bevilligede kommunalbestyrelsen 100.000 kr. til en reducering af sagsbehandlingstiden for byggetilladelser. Denne ekstrabevilling har haft effekt. Behandlingstiden er blevet bragt ned fra 13–15 uger i gennemsnit i 2019 til 47 dage – svarende til ca. syv uger – i dag. Derimod er der ikke sket noget godt for ventetiden i en række af Plan og Tekniks andre opgaver. Den er ifølge forvaltningen snarere tiltaget.

Udstyknings-, klage- og lovliggørelsessager udgør i øjeblikket en sagspukkel på cirka 100 sager.

Særlig lovliggørelsessager fylder i denne bunke – det skyldes blandt andet, at man ved digitalisering af en række byggedata i 2019 og 2020 har fundet en række sager, der skal lovliggøres.

Derudover har Plan og Teknik gang i 21 bevaringssager, 34 byggetilladelser, 21 dispensationssager samt 10 landzonesager.

Plan og Teknik har oplevet en voldsom stigning af henvendelser på op imod 60% i 2020. Der er flere klagesager, gennemført flere høringer – og så er der krav om mere omfattende afgørelser end tidligere.

Forvaltningen skønner ikke, at man har ressourcer til at afvikle den store sagspuklen, uden at ventetiden på byggetilladelser atter vil stige, hvilket igen vil resultere i et øget antal klager, som så skal behandles.

Yderligere ressourcer

Forvaltningen har allerede gennemført en række tiltag for at bekæmpe den lange sagsbehandlingstid, men skønner dog, at det vil være umuligt at afvikle sagspuklen af udstyknings-, klage- og lovliggørelsessager, uden at der bliver tilført yderligere ressourcer.

Kommunens forvaltning foreslår, at man laver en kombination af konsulenthjælp og merarbejdsaftaler med to byggesagsbehandlere. Dette skønnes at ville koste cirka 600.000 kr. i år, 300.000 kr. til næste år og 150.000 kr. i årene fremover.

Set i lyset af den samlede besparelse på 5% af Plan og Tekniks driftsbudget ved budgetrevisionen sidste år – svarende til 2,6 mio. kr. –  samt de ekstra tiltag, der allerede er indført på området, skønner forvaltningen ikke, at der er økonomisk råderum til at finde yderligere midler inden for driftsbudget.

BEPU valgte at anbefale en ekstrabevilling på 600.000 kr. i år, for at nedbringe behandlingstiden. Midlerne til de øvrige år, foreslår BEPU, skal indgå i budgetforhandlingerne for 2022.

Derudover anbefaler udvalget, at forvaltningen udarbejder et forvaltningsgrundlaget, der gør det muligt at delegere beslutninger i plan- og byggesager, så man kan give hurtigere vejledning og afgørelser til borgerene. Og for at kunne evaluere og tilpasse indsatsen valgte BEPU at anbefale forvaltningens forslag om at fremlægge status i antal af sager og fremdrift på området.

Sagen viderebehandles i Økonomiudvalget torsdag den 25. februar – og en endelig godkendelse kan efterfølgenden ske på kommunalbestyrelsesmødet.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk