Vi har modtaget:

Kølerfigur på en Suzuki

Lørdag den 12. september var det blevet tid til, at ungdomsrækken fra Amager Cykle Ring skulle trampe hårdt i pedalerne i områderne omkring Søvang og golfklubben her på Amager. Der var fuld knald på jernhestene – uden at deltagerne forholdt sig til den almene trafiklov. Eller måske rettere sagt var sømmet i bund i blind tillid til, at trafikstyringen af området var i kyndige hænder – hvilket den så ikke var.

Det var godt, at det hele ikke endte med en hurtig motorcyklists død ved et sammenstød med en flok unge på cykel – eller for den sags skyld ikke endte med, at en tonstung lastbil knuste både ben og knogler på de kære unge mennesker.

Omtalte løb og skiltningen derom var vist, som den skulle være den pågældende dag, idet man vist ikke lovmæssigt behøver at have gode, uddannede trafikvagter for at have styr på de trafikale forhold i et område som her. Man brugte derfor nok bare dem, der var til rådighed. Men med det, der skete denne dag, mener jeg, der er noget helt galt med vores love i forhold til cykelløb og trafikvagter. Sagen viser først og fremmest en række mangler, og der er rigeligt at tage ved lære af. Jeg håber derfor, at nogle læsere herfra vil bruge tid på at få styr på de unge og andre cykelryttere, så de meget farlige forhold kan blive ændret med lov, før nogen kvæstes.

I løbet af det omtalte cykelløb havde cykelringens trafikvagter vist mere lyst til at tale med andre fra løbet end til at stoppe den udefrakommende trafik. Eller også havde de bare glemt deres opgave, for vi kørte forbi den første vagt uden noget problem.

Herefter kunne vi konstatere, at to andre trafikvagter havde mere travlt med at tale sammen og se det spændende cykelløb end at guide den øvrige trafik i sikker afstand til cyklisterne, som beklageligvis var langt tættere på os, end vi kunne vide. For alt imens knoklede de unge i cykelfeltet løs for at nå frem til det farlige kryds Skydebanevej/Kalvebodvej – et kryds, der har kostet flere liv for nogle år siden ...

Cykelfeltet lå på Skydebanevej og skulle så derfra ned af Kalvebodvej mod golfklubben – for så at vende tilbage i en cirkel til Søvang. Samtidig var vi i en lille Suzuki Wagon nået helt uhindret forbi første vagt og var nu næsten nået frem til krydset. Hastigheden var nede på en cirka 10 km/t., da man skal holde for et fuldt stop i krydset.

Suzukiens ankomst i krydset faldt uheldigvis sammen med det tidspunkt, hvor hele cykelfeltet blev synligt inde fra den lille bil.

I bilen forekom det i kort tid som om, at alt stod næsten helt stille, mens et hav af mærkværdige ansigtsudtryk var på vej mod os.

Nogle af cyklisterne ville stoppe – det var tydeligt nok. Andre søgte frem i feltet – indtil også de fik øje på forhindringen.

Pludselig foregik det hele ved bilens forkant og dør. Lyden af talrige klask blev blandet med diverse skrabelyde fra vinduer og dør.

Imens var de mange ansigter blevet forvandlet til et sammenfiltret virvar af cykler, hjul, stænger og mennesker – der var ikke styr på noget som helst.

De forreste i feltet måtte kæmpe for at undgå pladsen som kølerfigurer på den lille Suzuki Wagon – mens alle ryttere heldigvis undgik placeringen midt på forruden. De første ryttere blev ligefrem forhindret i at glide ned på jorden grundet det voldsomme pres fra det bagfra kommende hav af cykler og kød, hvorfra der stadig kom lyde fra hårde opbremsninger iblandet lyde fra folk, der ømmede sig.

En hel del ryttere brugte uheldet til at tilrane sig placering fra de konkurrenter, der nu lå og rodede rundt på asfalten. Jo ... nogle havde vist set godt efter, når de på tv giver den gas. Og måske er det derfor, at nogle senere i livet kommer til at køre, som om de ejer hele vejen.

Efter stor forvirring fik de mange cykelryttere styr på deres jernhest og legemsdele. Av, av ... resten – alle de trafikale vidner – var kørt udenom og videre.

Det var vist nu gået op for en af vagterne, at de skulle tale med os om at flytte bilen.

»I skal flytte bilen!« – Tja, den havde vi forstået straks, for man behøver vist ikke en større og bedre forståelse af omstændighederne for at konstatere, at vores Suzuki Wagon kort tid efter igen ville blive til et stykke cykelrytter-fluepapir, hvis ikke »kassen« straks blev flyttet.

De to lettere tilskadekomne fik hjælp – og så var også de sammen med et par bøjede jernheste og en del hjul væk. Og Suzuki Wagonens tiltrækningskraft var blevet flyttet væk fra cykelisternes rute.

En af vagterne tog, på opfordring fra os, fotos af skaderne på bilen. Andet ville han ikke – ud over at tilføje, at Amager Cykle Ring har en politik om, at det kun er formanden for klubben, der udtaler sig, når ulykker sker, hvorefter han pegede på nogle herrer, der lige var ankommet i en bil.

Nu skulle man så tro, at den såkaldte formand ville forholde sig til vagternes oplysninger og udveksle og oplyse navne, ansvar samt forsikringsoplysninger ... men sådan er det altså bare ikke hos den klub. For der kører man ikke rundt med disse oplysninger. Husk dog lige denne del, hvis I en dag skulle være så uheldige at få »indlagt« cykelbremser og andre uønskede cykeldele i jeres bil – og klog af skade vil jeg også råde jer til ikke at flytte jeres bil, før politiet siger, at I skal gøre således ...

Den mand, som vagten havde udpeget, var tydeligvis koordinator af løbet, men trods herfor ville han kun oplyse sit fornavn. Og efter oplysning af et telefonnummer og et »ring til forsikringsselskabet« lød hans ord: »Jeg har et cykelløb, der køres, og skal have en på skadestuen.« Hvorefter han så smuttede.

Nå ja, nå ja ... tænker vi. En undskyldning kunne de i det mindste give, men det er vist heller ikke »cykleringens« politik.

Forsikringsproblemer

Da vi ikke ville køre langt med et smadret blinklys, mødte vi kort efter frem hos bilmekanikeren. Denne ringer så op til telefonnummeret, vi modtog efter uheldet, for at få oplysning om forsikringsselskabet – hvilket bringer os tilbage koordinatoren, som nu oplyser, at »det får I ikke«, og tilføjer, »jeg har ikke selv har set ulykken«. Tilsyneladende skulle vi være væk fra området, før vi fik den besked overbragt. Således blev det mere end nok for os, og vi kontaktede politiet.

Politiet fik åbenbart gang i koordinatorens talegaver, for de kunne nu oplyse os, at Amager Cykle Ring har vedstået, at det var deres fejl – og for en kort tid så det ud til, at problematikken var løst ...

Men cykleringens forsikringsselskab, Tryg, mener, at det er vores forsikringsselskab, der skal stille krav over for dem. Denne procedure ville da også være helt rigtig, hvis bilens skader havde været dækket af en kaskoforsikring.

Da det så efter nogle uger går op for Tryg, at dette ikke er tilfældet, vil de stadig ikke behandle sagen. De kræver derimod, at vi som skadelidte selv skal sørge for, at cykleringen kontakter Tryg og anmelder skaden – Tryg vil ikke selv tage kontakt til ringen.

Efter megen bøvl fik en sød dame hos cykleringen nok af vores opkald, og sagen blev anmeldt til Tryg.

Forsikringsselskabet oplyste kort herefter, at cykleringen kun har en firmaforsikring, og at den kan ikke bruges som ansvarsforsikring.

Det var muligvis her, at Tryg havde håbet på, at vi ville give op og selv betale for skaden. Men i stedet for pustede vi os op, for vi skulle ikke manipuleres til selv at betale for cykleringens manglende ansvarforsikring.

Pludselig meddeler en Tryg-medarbejder, at de egentlig godt kan se, at cykleringen har en ansvarsforsikring. Dette var så langt henne som fem uger efter uheldet. Øv, f...... så træls det er, når man godt kan se, at det hele bare er noget, der sker, for at trække en rundt ved næsehårene.

Nu troede vi så, at vi var ved at nå frem til en løsning, men så hiver Tryg endnu et trick op af hatten. De oplyser nemlig nu, at vi som skadelidte selv skal sørge for at indhente politirapporten fra ulykken og give den videre til dem, før de kan behandle sagen.

Hvad? Det er da rent til grin, og vi spørger ud i luften, om Trygs ansatte er hevet direkte ind fra gaden? De ved vel, at politiet på ingen vis tillader private at få indblik i deres politirapporter ... De vidste i øvrigt også, at Københavns Politi havde afsluttet deres del, og Tryg har selv i mail af 12. september 2020 oplyst, at de indhenter politiets rapport. Vi kontaktede således myndighederne for at sikre os, at dette ikke var en helt ny praksis, som vi ikke kendte til – og det var det så ikke. Politiet oplyste nok en gang, at det kun er forsikringsselskabet, der kan indhente rapporten, hvilket vi så skriver til Tryg, der så tyggede drøv på den i nok tre uger uden at kontakte politiet. Nu – to måneder efter – modtages der så en mail med telefonnummer til den samme politikvinde, som en gang tidligere havde oplyst det hele, så alt kører i ring, ikke bare for cykleringen.

Nå ... men sådan er livet, og der skal nok komme mere underholdning, før denne sag afsluttes.

Trafiksikkerhed

Men vigtigst af alt er det dog, at de trafikvagter, som er tilknyttet ved cykelløbene, er i stand til at varetage opgaverne omkring de trafikale forhold, så cykelrytterne ikke skal køre i blinde med livet som indsats.

Og så mener jeg, at politikerne bør sørge for, at der bliver skabt nogle trafikale kursusbeviser, så det bliver muligt at dokumentere over for cykelforbundet, klubber og myndigheder, at det er kyndige folk, der styrer de trafikale forhold, når køres cykelløb.

Men jeg vil lade det være op til indlæggets læsere, om de vil bruge tid på at henvende sig til trafikministeren herom ... for jeg har stadig travlt med at kæmpe for at komme til at undgå at betale for cykleringens manglende dækning hos det utrygge forsikringsselskab Tryg.

Med venlig hilsen

Arnt Jensen