Vi har modtaget:

Kommunens økonomi

Foranlediget af de handleplaner, som er sat i værk for at sikre overholdelsen af kommunens budget for 2022, kører der en debat præget af en række misforståelser og fejlagtige påstande om kommunens økonomi m.m. For det første er de initiativer, der er igangsat ikke udtryk for besparelser på kommunens udgiftsbudget for 2022. Det drejer sig alene om at sikre, at det vedtagne udgiftsbudget overholdes, efter at der på nogle specifikke områder er sket uforudsete overskridelser af budgettet. 

Det er udtryk for ansvarlig politik, for pengene skal findes et sted, selv om det indebærer svære valg og prioriteter. For vi skal overholde den serviceramme for Drag-ør Kommune, som er sat via regeringen aftale med Kommunernes Landsforening. 

I øvrigt er kommunens driftsudgifter vokset med cirka 125 mio. kr. over de sidste seks år – selv om der hvert år nok har været en opfattelse af, at der er gennemført voldsomme besparelser!

For det andet udvikler kommunens økonomi samlet set sig nogenlunde som forventet. Ved udgangen af 2021 var der en kassebeholdning på cirka 92 mio. kr., hvilket skal ses i forhold til den økonomiske målsætning om en kassebeholdning på mindst 40 mio. kr. i forrige valgperiode. 

Det er korrekt, at der sket en låneoptagelse til sikring af kommunens likviditet – ikke mindst begrundet i ekstraordinære forhold som følge af pandemien – men disse midler ligger reelt i kassen p.t.

For det tredje er Dragør Kommune ikke blevet mere gældsat de senere år. Det glemmes behændigt i debatten, at der også er afviklet lån. Den langfristede gæld pr. indbygger udgjorde således 20.100 kr. ved udgangen af 2021 mod 20.500 kr. ved udgangen af 2016. 

En meget stor del af gælden – knap 300 mio. kr. – udgøres i øvrigt af indefrosne ejendomsskatter og gæld vedrørende ældreboliger, som kan betragtes som fuldt sikret via 1.-prioritetspant i ejendomme og betaling via husleje i ældreboligerne.

Når økonomien så alligevel er udfordret i Dragør Kommune – og 97 andre danske kommuner – skyldes det blandt andet den demografiske udvikling med flere ældre og p.t. også flere børn samt en stor stigning år for år til det specialiserede sociale område og specialskoleområdet. 

Hertil har vi også set store ekstraordinære udgifter til håndtering af pandemien. Der er kun begrænset kompensation fra regeringen for disse stigninger – selvom regeringen påstår det modsatte – hvorfor vi er nødt til at finde pengene på andre udgiftsområder, da vi er begrænset af servicerammen, der i 2022 er på 707 mio. kr. for Dragør Kommune. 

Vi har i de senere år brugt servicerammen fuldt ud. Servicerammen for 2023 er p.t. ikke kendt, men vil næppe stige meget i forhold til 2022, på trods af inflationen og de omtalte ekstraordinære forhold. Det skaber et vanskeligt udgangspunkt for budgetforhandlingerne lokalt.

Der er derfor ikke andre veje frem, end at vi politisk prioriterer udgifterne bedst muligt inden for servicerammen. Det er en svær opgave, for skal der udvides på et område, der – firkantet sagt – skal reduceres tilsvarende på et andet område. Sådan er virkeligheden i Dragør Kommune og alle andre kommuner i Danmark. Og det skal ske samtidig med en fortsat stigning i kommunens driftsoverskud og fastholdelsen af en solid kassebeholdning.

Med venlig hilsen
Helle Barth og Henrik Kjærsvold Løvenheim-Niclasen, medlemmer af kommunal-bestyrelsen for Venstre
Erik Skovgaard Nielsen, formand for Venstre i Dragør

 

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk