På 214-års-dagen foretager Amager Marineforening kransenedlæggelse ved mindesmærket på Nordre Mole. Foto: TorbenStender.
På 214-års-dagen foretager Amager Marineforening kransenedlæggelse ved mindesmærket på Nordre Mole. Foto: TorbenStender.

Kransenedlæggelse

Torsdag den 20. oktober blev årsdagen for roflotillens kamp mod det engelske linjeskib »Africa« i 1808 af Amager Marineforening markeret på Store Magleby Kirkegård og ved mindesmærket på Nordre Mole på Dragør Havn.

Roflotillen blev skabt efter flådens ran i 1807, hvor Danmark mistede hele flåden. Imens arbejdet med at genopbygge flåden stod på, byggede man langs de danske kyster som en nødløsning en flåde af mindre rokanonbåde, som man samlede i såkaldte roflotiller. Fartøjerne varierede i størrelse. De største af dem blev roet af op til 60 orlogsmænd og havde en til to kanoner eller mortérer.

I Dragør var der i årene 1807–1808 stationeret 33 rokanonbåde under kommando af kommandørkaptajn Johan Cornelius Krieger.

Den helt store fordel ved rokanonbådene var, at de var nemme at manøvrere og kunne placeres fordelagtigt i forhold til de store og tunge sejlførende skibe. Særlig i stille vejr kunne rokanonbådene komme tæt på de store skibe både forfra eller agter, hvorfra sejlskibenes kanoner ikke kunne affyres.

Slaget

For 214 år siden, den 20. oktober 1808, mødte det engelske linjeskib »Africa«, der eskorterede en konvoj på 137 handelsskibe fra Karlskrona op gennem Østersøen, ved Falsterboør en flåde på 25 rokanonbåde fra Dragør.

I næsten vindstille vejr gik den danske roflotille til angreb kl. 14.55.

»Africa« blev ramt voldsomt af den danske ild. To gange i kampen blev skibets flagline, der bar det engelske orlogsflag skudt over, og på et tidpunkt troede danskerne, at »Africa« havde overgivet sig.

Kampen varede til lyset forsvandt, og roflotillen måtte vende tilbage til Dragør.

Om bord på »Africa« var 10 faldne, mens 42 var såret. Skibet havde lidt voldsom skade og havde hele 70 danske kanonkugler siddende i skroget.

Det blev nødtørftigt repareret i Karlskrona, og efter tre måneders værftsophold tilbage i England kunne skibet genoptage sine togter i blandt andet Østersøen.

I Dragør opgjorde man det danske tab. Ud over et antal på 34 sårede blev 25 mand konstateret faldet i kampen – og iblandt disse omkomne var efter sigende Dragør-borgeren Ole Schmidt.

Det vides ikke, om kanonen ved mindesmærket er en af de kanoner, der traf »Africa« – til gengæld ved man med sikkerhed, at den eksploderede under kampen og derved tog livet af fem danske søfolk.

Ankeret, der også er en del af mindesmærket har intet med slaget at gøre. Det stammer derimod fra et svensk skib og er fikset op af Øresund.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk