Vi har modtaget:

Kvinder, fodbold og politik

Er livet for kort til kvinder i fodbold og politik?

Nej vel, det synes du nok heller ikke! Ikke desto mindre er det kun fire år siden, et medlem af Dragør Kommunalbestyrelse skrev på de sociale medier: »Livet er for kort til kvindefodbold.«

Få dage efter bragede kvindelandsholdet igennem med det største seertal og en flot sølvmedalje ved europa-mesterskabet.

Og sådan er det også i politik! Den 16. november er der kommunalvalg i Dragør, ligesom i det ganske land. Nu skal demokratiet tale. Der findes ingen anden styreform, der er demokratiet overlegen. Og hvordan har det så set ud i Dragør Kommunalbestyrelse de seneste otte år? For otte år siden var der kun to kvinder ud af en samlet flok på 15! Ved valget i 2017 var resultatet en mere tilfredsstillende fordeling. Seks kvinder ud af 15. Og hvordan skal det så gå i 2021? Det er helt op til dig, kære vælger.

Skal vi ikke fastholde den gode udvikling med kvinders repræsentation i vores lokale demokrati her mere end 100 år efter, kvinder fik valgret og blev valgbare. Det var i 1908 til det kommunale styre og i 1915 til det landspolitiske styre.

Selvfølgelig skal ingen kvinder vælges alene på grund af deres køn, ligesom ingen mænd skal vælges på grund af deres køn. Kandidater skal naturligvis vælges på grund af deres kvalifikationer, synspunkter og personligheder, men her er der vist ingen forskel på de to køn, og vores demokrati får en langt større kvalitet, hvis begge køns talenter kommer i spil. En mangfoldig sammensætning af kommunalbestyrelsen og i den politiske debat, der udspiller sig der, vil i min optik være at foretrække. Jeg er helt sikker på, det gavner den politiske debat i det hele taget, for vi skal undgå der går hanekamp i den, frem for netop at lade sagen og argumenterne tale. Og det er lige så vigtigt med kvindelig identifikation i politik som i fodbold. Og der har de sidste fire år netop været et langt bedre samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen.

Jeg håber ikke, vælgerne synes, livet er for kort til kvinder i politik, og jeg håber sandelig heller ikke, kvinderne synes, at livet er for kort til politik.

Min opfordring er derfor: Støt op om kvinderne i politik, så vi fastholder en fornuftig repræsentation af de to køn i vores vigtige lokale demokrati.

De fleste partier har sideordnet opstilling, hvilket betyder, at de personlige stemmer er afgørende for, hvem der bliver valgt. Stem personligt på en kvinde. Kvinder er den halve verden, hvad enten de er røde, blå eller grønne!

Med venlig hilsen
Allan Karlsson

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk