Anne Funk.
Anne Funk.

Vi har modtaget:

Ladestandere i Dragør

Bestanden af elbiler vokser i Danmark – og i Dragør er der kamp om pladsen ved de fire ladestandere, der p.t. er i kommunen

Skal der sættes flere elbil ladestandere op i Dragør? Ja, det mener vi i Dansk Folkeparti! 

I dag fungerer det således, at det er udbyderne, der søger kommunen om mulige pladser for opsætning. Desværre står de ikke i kø for at opsætte flere standere. For med den store efterspørgsel på el- og hybridbiler kan udbyderne af ladestationer slet ikke følge med efterspørgslen. 

Antallet af elbiler i Danmark er på tre år firedoblet, og antallet af hybridbiler er seksdoblet. Faktisk udgør de opladelige biler hele 40% af nyregistreringerne. 

Hvad har vi i dag?

Vi har i dag el-ladestandere fire steder i Dragør: på to forskellige lokationer på A. P. Møllers Allé, på Kapselstræde, ved Den Gamle By samt på Dragør Stationsplads. Og der er pres på pladserne. Det er sjældent, man når at spotte en ledig lader, før den næste bil kører ind. 

Det har indtil nu ikke været muligt for kommunerne at bruge skattekroner til helt eller delvist at betale for at opsætte ladestandere de steder, hvor ingen andre vil. Før nu. For en ny aftale gør det muligt for en kommunalbestyrelse at gå ind i en medfinansiering, såfremt det viser sig at være et behov. 

Det er i øvrigt ikke kun borgerne, der har behov. Vi kommer jo også til som kommune, stille og roligt, at udskifte de kommunale biler i blandt andet hjemmeplejen med elbiler. Og de skal jo også oplades. 

Den nye politiske aftale fra Christiansborg udstikker, i øvrigt til glæde for brugerne, også nogle klare rammer for betaling. For eksempel skal man kunne betale for el til bilen med almindelige betalingskort. Desuden skal der være en klar skiltning af pris i kroner per kilowatt-time.

Jeg håber, jeg får mulighed for at arbejde videre med opgaven efter valget.

Med venlig hilsen
Anne Funk
Medlem af By-, Erhvervs- og Planudvalget samt kandidat for Dansk Folkeparti 

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk