Nyt fra Dragør Boldklub:

Landspokalen

Torsdag den 4. august går det løs i DBU’s Pokalturnering. Dragør Boldklub er med blandt de sidste 92 klubber, som har kvalificeret sig til første omgang af Landspokalen. 

DB’s modstander er Ballerup-Skovlunde Fodbold, som rykkede ned i sjællandsserien i foråret. Kampen afvikles på DB’s hjemmebane kl. 18.00.

Pokalturneringshistorie

DB’s 1. senior har deltaget i DBU’s pokalturnering i mange år.

I 2007 mødte holdet Næstved i 2. runde af Landspokalen og tabte 0–5 på hjemmebane. Næstved lå dengang i 1. division.

5. maj 2011 tabte DB hjemme til Rødovre 2–3 i anden runde. Begge hold lå dengang i serie 1 – og på hjemmebane ugen forinden havde DB mod samme hold vundet med cifrene 2–0.

I 1. runde, den 18. april 2012, tabte DB 1–7 til 3.-divisionsholdet AB Tårnby.

Den 5. juni 2013 var DB efter i 3. runde at have vundet 3–2 over Nørrebro klar til Landspokalen, hvor man mødte B.1908 på hjemmebane. B.1908, som dengang lå i 2. division, vandt 3–0.

23. april 2014 vandt Tårnby FF over DB i 1. runde med cifrene 2–1.

26. april 2016 mødte DB Husum BK i 1. runde. DB førte med 2–0 og 3–2, men tabte alligevel til sidst med cifrene 3–4.

3. maj 2017 vandt DB i 1. runde hele 11–0 over Hajduk Spul – en kamp, hvor Kristoffer Enoch scorede seks mål! I den næste kamp, den 17. maj 2017, kom AB Tårnby på besøg og vandt 5–4.

Den 3. maj 2018, i 1. runde, tabte DB til upåagtede Nøddealliancen 3–2 – en kamp, man helst vil glemme.

Året efter, den 30. april 2019, samme situation: DB tabte til Bispebjerg 2–0.

I 4. runde den 26. august 2020 fik DB besøg af GVI fra danmarksserien og tabte 4–2.

Den 2. juni 2021 mødte DB på Kløvermarken i 3. runde KFB fra serie 1 og tabte 2–1.

Nyt trænerteam

Efter den skuffende, men uundgåelige nedrykning efter sidste sæson til serie 1 besluttede bestyrelsen at tænke nyt. Resultatet blev, at der skulle nye trænerkræfter til. Som trænerteam blev Janus Krüger-Larsen og Kim Damkær derfor valgt til at stå i spidsen for DB1 – begge med en lang trænerkarriere i DB. Lad os præsentere dem begge her:

Janus Krüger-Larsen, en rigtig Dragør-dreng, er 46 år gammel og har været medlem af Dragør Boldklub siden 1982, hvor han startede til fodbold. Han har spillet 86 kampe og har seks mål som 1.-senior på cv’et fra tilbage i slut-90’er og start-00’er (debutten var den 3. april 1999 – og sidste kamp blev spillet den 2. november 2002).

Janus Krüger-Larsen.
Janus Krüger-Larsen.

Janus Krüger-Larsen har trænet børn og unge, både drenge og piger, i klubben helt tilbage fra 2009. I de sidste rigtig mange år har han været cheftræner for årgang 2004 – de unge U/19-drenge, der i gennem den sidste tid helt fortjent er trådt ind i 1.-seniortruppen. Han kender derfor deres potentiale og ved, hvordan de kan videreudvikles og fastholdes, så de i mange år frem kan være med til at skabe et stærkt, spændende og konkurrencedygtigt 1.-senior-hold. 

Kim Damkær.
Kim Damkær.

Kim Damkær kommer fra Asnæs og har spillet fodbold der, indtil han flyttede til København for at læse. Han har spillet i flere forskellige klubber, blandet andet FB, Glostrup IF32, B1908, Sønderbro Fight, Universitetsfodbold for Staffordshire University og Regionalliga Nord i Tyskland for Mellemdorf. Han har trænet årgang 2004 og 2007, samt været assistenttræner på A27 under Michael Haase og Victor Larsen i to sæsoner. Kim Damkær har gennemgået en skræddersyet træneruddannelse hos FCN, som et led i DB’s samarbejde med dem for år tilbage. Hans sparsomme fritid bruges stadig på lidt hyggebold i DB på holdet Super Vet. Han er far til to drenge, som begge spiller fodbold i Dragør Boldklub.

Trænere med ambitioner

De to trænere har med udnævnelsen allerede lagt ambitiøse planer for, hvordan de vil bringe holdet videre og samtidig med nyt motto og spillestil trække flere tilskuere til. 

»Vi er to trænere, der brænder for Dragør Boldklub, og nu er det vores »drenge« fra 2004-årgangen, som skal spille seniorfodbold. Derfor er der noget symbolsk i, at det nu er Janus og jeg, som skal træne dem. Vi har begge lagt utrolig mange timer i Dragør Boldklub gennem årene, fordi vi holder af klubben og elsker at træne unge mennesker. Vi er ambitiøse, og vi vil udvikle holdet og spillerne til at spille positivt og seværdigt angrebsfodbold. Vores motto er »vi skal opnå noget« og »ikke undgå noget«. Vi vil altid vægte holdet og klubben højere end den enkelte,« udtaler Kim Damkær og fortsætter:

»Vores håb og forventning er, at vi kan tiltrække en masse tilskuere til vores kampe, fordi spillet er underholdende, og folk kan identificere sig med spillerne – vi skal være stolte af vores hold og klub. Dog er vi bevidste om, at det er en historisk stærk serie 1.-række, og at det derfor ikke er sikkert, at vi rykker tilbage i københavnerserien efter første sæson. Det kommer til at tage tid at bygge et nyt hold op, skabe en spændende og udviklende træningskultur, og at implementere vores filosofi og system – men med tiden er vi sikre på, at det vil bære frugt. Vi løber ingen vegne og vil altid bakke op om spillere, holdet og Dragør Boldklub i mod- og medvind.«

Det nye trænerteam håber på stor opbakning og støtte allerede her på torsdag i næste uge, hvor holdet på hjemmebanen skal spille den vigtige pokalkamp.

HR

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk