Vi har modtaget:

Liste T efter kommunalvalget – hvad nu?

Tak for støtten og til lykke til Konservative

Borgerne i Dragør Kommune har valgt den nye kommunalbestyrelse, og der skal lyde en stor tak til de 18,5% af borgerne, der denne gang gav deres stemme til liste T. 

Vi har taget ansvar i de sidste 18 måneder, og der er kommet godt styr på økonomi, skoler og processen omkring havn og klima- og kystsikring. Vi må dog konstatere, at borgerne samlet set ville af med den nuværende ledelse af kommunen, og derfor profiterede Konservative af både den landspolitiske og af den lokalpolitiske situation. Stort til lykke til de Konservative.  

Valgforhandlingerne

På valgaftenen skrev Peter Læssøe til Kenneth Gøtterup, at liste T anerkendte Konservative som forhandlingsleder, og at vi gerne ville deltage i forhandlingerne om samarbejdet i den nye kommunalbestyrelse. Kenneth Gøtterup svarede, at vi ville blive indkaldt. Det blev vi bare aldrig. 

Først efter at aftalen om den nye konstituering var forhandlet endeligt på plads mellem Socialdemokratiet, Konservative og Venstre (A, C og V) fik liste T en invitation fra Kenneth Gøtterup til at tale om det fremtidige samarbejde. Det skal ske i uge 50. Det ser vi frem til, fordi vi tror på, at et bredt samarbejde om store beslutninger er det bedste for kommunen.

Hvad står der i konstitueringsaftalen?

Liste T har nærlæst konstitueringsaftalen mellem A, C og V, og der er mange punkter, vi fuldt ud kan støtte. 

Vi synes dog, at der er lagt op til mange analyser og få konkrete mål. Men de kan jo komme. 

Vi har også noteret os, at kultur slet ikke er omtalt. Det samme gælder miljø – bortset fra den del af miljøet, der handler om klima. Der står godt nok, at »klima og miljø skal på den politiske dagsorden«, men der er ellers intet i aftalen om miljøet. Det er bekymrende. 

Vi glæder os over, at der er enighed om at gennemføre den planlagte turismestrategi, men er bekymrede over, at infrastruktur og parkering slet ikke er nævnt. Det er ellers emner, der i høj grad optager borgerne.

Hvad siger medlemmerne?

Liste T har holdt »T-ting« (medlemsmøde) om situationen. Her var der klar opbakning til, at vi skal føre en aktiv politik for at fremme liste T’s mærkesager. 

Vores vej frem vil være at rejse sager på baggrund af vores valgprogram. Vi vil også genoptage traditionen med aktiv borgerinddragelse med eksempelvis tema-borgermøder, så snart corona-situationen giver mulighed for det. 

På baggrund af den megen løst formulerede konstitueringsaftale er der rig mulighed for liste T til at føre en konstruktiv oppositionspolitik, der helt sikkert vil medføre, at flertallet vil lytte til liste T.

Et stort tab for kommunalbestyrelsen

I liste T er vi meget kede af at miste Ebbe Kyrø som medlem af kommunalbestyrelsen. 

Ebbes indsats omkring havnen og kyst- og klimasikringen er værdsat af alle i den nuværende kommunalbestyrelse, og Ebbe er utallige gange blevet rost af medlemmer af de andre politiske partier. 

Når Ebbe har slappet lidt af, håber vi, at han vil dele ud af sin viden og indsigt. 

Glædelig jul og godt nytår

Her og nu ser vi frem til at holde jul og slappe lidt af, inden vi atter trækker i arbejdstøjet efter nytår. 

Med venlig hilsen  – og ønsket om en glædelig jul og et godt nytår
Peter Læssøe, Annette Nyvang og Ann Harnek, liste T’s medlemmer af den nye kommunalbestyrelse,
samt Kristine Bak, formand for liste T

Vi har modtaget: En forsinket tak

Nye Borgerlige Dragør har indsendt et læserindlæg til Dragør Nyt. Læs mere

Vi har modtaget: En ønskeseddel for det nye år 2022

Anne Grønlund, der var uafhængig kandidat til KV21 i Dragør, har indsendt et debatindlæg med sine politiske ønsker for...

Vi har modtaget: Konstituering

Erik Skovgaard Nielsen, formand for Venstre i Dragør, har skrevet et debatindlæg om kommunalbestyrelsens konstituering. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk