Vi har modtaget:
Lokalarv er verdensarv
Debatten om Dragør som UNESCO-by er i sidste fase af kommunalbestyrelsens høring, der afsluttes den 8. marts.
Det er vores pligt at tage denne debat seriøst, ligesom det er vores pligt at være seriøse i debatten. Situationen skal ses oppe- og udefra, når lokalarv er verdensarv.
Lokalarven er baseret på et langt forløb. Det var fra dengang i 1926, hvor dr. Poul Dich flyttede til Dragør og oplevede, at Dragørs indbyggere var ved at ødelægge deres egen historiske by. Han fik derfor stiftet Dragør Museumsforening i 1930 og herefter Dragør Bevaringsnævn i 1934.
Både foreningen og nævnet har siden arbejdet målrettet for bevaring og lokal byggetradition i Dragør gamle bydel. Mange personer var involveret i denne fortløbende proces, eksempelvis lokalarkivar Svend Jans og arkitekt Povl Abrahamsen, der begge gjorde en stor indsats.
Denne enestående lokalarv, der er blevet beskyttet og arbejdet med i årtier, står nu her i vores generation. Den er blevet vores ansvar samtidig med, at den er blevet verdensarv.
Dragør er ikke længere kun for beboerne, husejerne og kommunens borgere – Drag-ør er på internationalt niveau for hele verden.
Denne udvikling skyldes både en mulig UNESCO--udpegning, og at gæster verden over har fået øjnene op for Dragørs kvaliteter. At vores by bliver betragtet som værende i en historisk verdensklasse er helt unikt, og det skal vi være stolte af. Det stiller krav – både til gæster, til kommunens borgere og os, som bor her. Der er en mening med, at stakitterne i Dragør gamle bydel ifølge Lokalplan 25 maksimalt må være 1,60 meter høje. Alle skal kunne nyde byen, husene og haverne.
Dragør som UNESCO-by vil være et ultimativt mål og kronen på værket i bevaringsarbejdet. Det vil vi få meget ud af til fælles bedste.
Som del af UNESCO vil der være styring af turisme, bedre infrastruktur og parkeringsløsninger. Det vil forbedre vilkårene for at søge fonde, der ønsker at deltage i Dragørs udvikling i bevaringens og historiens navn. Og mange af os borgere har ønsket en udvikling og løsning på disse udfordringer i årevis. UNESCO vil ikke mindst også være med til at delagtiggøre alle i bevaringstanken og skabe en fornyet bevidstgørelse for os, der bor her.
Desværre er der brodne kar i bevaringsarbejdet i dag. Når det siges, at vi selv kan tage vare på vores huse, kan jeg foreslå at gå en tur i den gamle bydel med Lokalplan 25 i hånden. Ikke alle steder er planen overholdt.
Det er vores kollektive forpligtelse, at denne udvikling stopper. Det er vores fælles ansvar at fortsætte og fastholde bevaringsarbejdet, og det vil komme ekstra i fokus med en UNESCO-anerkendelse. Dermed kan vi sikre, at Dragør gamle bydel ikke ændres uden for den lokale byggetradition, og vi kan undgå en gentagelse af dr. Dichs oplevelser i 1926.
Med venlig hilsen
Martin Hans Borg
