Lundegård cirka 1965–1970. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
Lundegård cirka 1965–1970. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
Lokalhistorisk tema – historien bag:

Lundevej

Efter brandene i Store Magleby i 1809 og 1821, som lagde en stor del af byen i aske, genopførtes en del af de nedbrændte gårde ude på landsbyens marker. 

En af disse gårde var Lundegård, hvis stuehus stadig ligger for enden af vejen Lundeager.

Flere gårde fik jord i området, hvor blandt andet Rytterager og Ulspilsager ligger i dag, og selv om de ikke flyttede ud, lige som der var tale om for Lundegårds vedkommende, var der behov for en forbindelsesvej til markerne – og dermed opstod Lundevej, som allerede dengang fik sit navn. Den nævnes i en plan for omfordelingen af Store Maglebys jorder i 1809.

Den gamle markvej, der også i 1700-tallet var gået herud, blev nu rettet ud og fik et forløb, der svarer til det Lundevej og Lundestien har i dag.

Lundegård

Lundegård fik sit navn efter den nærliggende Dragør Lund, som tidligere var en væsentlig større skov, end den er i dag. Gården blev udflyttet fra Store Magleby i 1809. Ejeren hed dengang Sven Andersen Buur.

Omkring 1900 byggede Peter Hendrik Crillesen det nuværende stuehus. Hans enke, Trein, drev gården indtil 1951, hvorefter gården blev købt af Grethe og Edvard Jansen, der drev landbruget indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor jorden blev udstykket til boligbyggeri.

Gårdens længer blev nedrevet omkring 1972. Adressen er i dag Lundeager 28.

Serien lokalhistorisk tema bringes i samarbejde med Historisk Arkiv Dragør.

Læs flere historier på lokalarkivets hjemmeside www.dragoerhistorie.dk

På grund af coronavirus-situationen skal man bestille tid inden besøg på Historisk Arkiv. Det kan gøres på: lokalarkivet@dragoer.dk

Man kan også ringe på telefon 32 89 03 29, men personale og frivillige er kun på arkivet i begrænset omfang og derfor ikke altid tager telefonen.

 

Maleren Julius Exner skildrede – formentlig omkring 1860’erne – Lundegård i et maleri. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
Maleren Julius Exner skildrede – formentlig omkring 1860’erne – Lundegård i et maleri. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
Grundudstykning ved Lundevej i 1972. I baggrunden anes gården Lundegård. Foto: Historisk Arkiv Dragør.
Grundudstykning ved Lundevej i 1972. I baggrunden anes gården Lundegård. Foto: Historisk Arkiv Dragør.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk