Lions Dragør samler mad ind til hjemløse.
Lions Dragør samler mad ind til hjemløse.

Madindsamling til hjemløse

Traditionen tro samler Lions Dragør mad ind lige før påske. Denne gang sker det lørdag den 27. marts kl. 10.30–15.00 – igen foran butikkerne føtex food i Dragør Centret og Netto på Møllevej

Lions Dragør stiller på næste lørdag, den 27. marts, atter op med indkøbsvogne – og også denne gang er det både foran føtex food i Dragør Centret og foran Netto på Møllevej. 

Når man køber ind til sit daglige forbrug, får man muligheden for at købe ekstra madvarer, som man efterfølgende kan donere til Lions. Når man forlader forretningen, lægger man blot sin vare-donation i Lions-indkøbsvognen.

Tre organisationer

Lions Dragør samler igen madvarer ind til tre forskellige steder, nemlig til Hugs and Food, som ligger i Nansensgade i hjertet af København, til Mændenes Hjem i Lille Istedgade, og til Projekt Udenfor, som kører rundt i byen med måltider og andet, de kan hjælpe hjemløse med.

Hugs and Food er et værested for byens hjemløse og retter sig mod de allermest udsatte i samfundet – nemlig hjemløse med psykiske lidelser, misbrug, dårlig fysisk tilstand og manglende netværk. Stedet tilbyder alle hverdage et gratis måltid mad og tilbereder hver dag cirka 50 måltider. Det sker på et budget på cirka 1.000 kr. om dagen – altså cirka 20 kr. pr. måltid.

På Mændenes Hjem, der dagligt serverer omkring 100 kuverter mad til deres brugere, kan man altid gøre brug af donationer. Stedets madspektrum omfatter både dansk »mormormad« samt etnisk mad til deres udenlandske brugerne.

Projekt Udenfors frivillige bringer mandag til fredag og en enkelt lørdag om måneden et måltid mad, en kop kaffe samt andet praktisk, såsom tøj og soveposer, ud på gaden til hjemløse i København, som har svært ved at skaffe sig disse basale fornødenheder på anden vis.

Dagens måltid tilberedes i Projekt Udenfors eget køkken i Ravnsborggade og køres ud i byen af to frivillige i en specialbygget varevogn. I tilberedningen af måltidet bliver der tænkt godt og grundigt over, at maden – ud over at smage godt – er mættende, varieret og indeholder de næringsstoffer, som kroppen har brug for.

Ethvert tilskud af madvarer vil lette de tre steders madbudget, og Lions Dragør håber med hjælp fra Dragørs borgere nok en gang at kunne række dem en hånd i deres arbejde.

Hjælp med at hjælpe

Lions Dragør følger ved indsamlingen alle coronarelaterede retningslinjer – såsom afstand, mundbind og jævnlig afspritning, så man trygt lægge vejen forbi Lions indkøbsvogne og hjælpe Lions Dragør med at hjælpe.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk