Lions Dragør overrækker en støtte-check til Mette Jansen fra Drag­ør Biografforening.
Lions Dragør overrækker en støtte-check til Mette Jansen fra Drag­ør Biografforening.

Med Lions i biografen

Mandag den 10. oktober inviterede Lions Dragør 124 børn fra kommunens tre skoler en tur i Dragør Bio til arrangementet »Med Skolen i Biografen«. Eleverne skulle se filmen »Buster Oregon Mortensen«. 

Med Skolen i Biografen er Filminstituttets landsdækkende skolebioordning, der skal sikre, at elever på alle klassetrin i den lokale biograf får forevist en række kvalitetsfilm fra hele verden.

Lions Dragør støtter op om projektet med en årlig donation til Dragør Biografforening – og denne mandag var repræsentanter fra Lions gået i biografen for at overrække en check på 10.000 kr. til Mette Jansen fra biografforeningen.

Lionskalendere

Pengene til donationen stammer fra Lions Dragørs salg af årskalendere, hvorfra et fast beløb hvert år går til blandt andet arrangementet Med Skolen i Biografen i Dragør Bio. 

Kalenderen for 2023 er netop kommet på gaden, og i ugerne frem til jul vil medlemmer af Lions Dragør være på gaden og komme rundt til alle husstande i Dragør for at sælge den. Derudover vil kalenderen kunne købes hos nogle af de handlende i Dragør. 

Ud over biografarrangementet går pengene fra salget kalenderne til beboere på Enggården, kirkernes menighedspleje, Lions internationale humanitære hjælpearbejde og samt til junglehospitalet Masanga i Sierra Leone. 

Årets kalender er nummer 15 i rækken af Lions-kalendere i Dragør, og salget af de foregående 14 kalendere har indbragt omkring 1 mio. kr., som ubeskåret er gået til ovenfor nævnte formål.

Titlen på kalenderen 2023 er »Dragør – Perlen ved Øresund« – og i den repræsenteres hver måned med et smukt billede taget lokalt i Dragør. 

Mange udenlandsdanskere og tidligere beboere i Dragør sætter stor pris på denne hilsen fra Dragør, så måske der her er en lille gaveidé til familie og venner boende uden for Danmarks eller kommunens grænser.

Se yderligere info på hjemmesiden dragoer.lions.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk