Vi har modtaget:

Nu er der igen gang i Dragør

Efter halvandet år med historisk høj arbejdsløshed i Dragør går det nu i den rigtige retning

Coronapandemiens indflydelse på Dragør som »lufthavnskommune« har været enorm, og det var især tydeligt, når man kørte under tunnellen på Englandsvej i pandemiens start, hvor de store tomme SAS-maskiner stod parkeret langs landingsbanerne. 

Vi har alle kendt nogen, som har mistet deres arbejde i pandemien. Hele deres arbejdsliv har måske været i lufthavnen. Arbejdsløsheden har ramt familier hårdt både på arbejdsidentiteten og pengepungen. Der er langt fra gode jobs i lufthavnen til livet på dagpenge. 

Men nu er der grund til at være optimistisk. I takt med at verden åbner op, er flyene kommet tilbage i luften, og det kan direkte aflæses på kommunens arbejdsløshed. Den er faldet med 23% henover sommeren. Det er bare så godt. 

Fremtidsperspektiver

Med regeringens udspil »Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling« åbnes der op for en erhvervsudvikling i Dragør. Helt konkret hedder udspillets punkt 10 »Plads til mere erhverv i Tårnby og Dragør« og handler om at udvikle og udvide det eksisterende erhvervsareal omkring A. P. Møllers Allé. Udvidelsen drejer om i alt 17 ha. 

Det skal selvfølgelig gøres rigtigt, så det tager hensyn til, at det ligger tæt på bynært område, men vi hilser det meget velkomment, at vi får flere lokale arbejdspladser.

Det kan også aflaste vejene ud af byen, at flere kan arbejde i Dragør. 

Dragør er også nævnt i udspillets punkt ni, hvor en udvikling af lufthavnen også indebærer en undersøgelse af de nuværende støjzoner med henblik på at se på mulighederne for at boligudvikle i Dragør Kommune. 

Det hilser vi også velkomment, muligheden for en reel boligudvikling af Dragør Kommune er tiltrængt. Det skal selvfølgelig også gøres rigtig – i Dragørs ånd, og med en høj procentdel almene boliger. 

Skiftende borgmestre og kommunalbestyrelser har gennem tiden rendt panden mod muren på Slotsholmen i en søgen på at få drøftet støjzonerne. Nu sker det – med en socialdemokratisk regering. 

Grønne løsninger

Selvom jeg glæder mig over, at der er kommet fly i luften igen, skal vi arbejde ihærdigt for grønnere løsninger. 

Som nabo til lufthavnen bør vi, gerne sammen med Tårnby Kommune, presse på for at få en flyindustri, der udleder mindre røg, støj og møg. Og som befolkning – ja, som verdenssamfund, skal vi indstille os på en verden, hvor vores rejseaktiviteter bliver langt grønnere for at passe på kloden og på hinanden. 

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber
Borgmesterkandidat
Socialdemokratiet 

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk