Pia Holm Nielsen.
Pia Holm Nielsen.

Ny direktør fundet

Blandt et stærkt felt af 22 kvalificerede ansøgere har et enigt ansættelsesudvalg nu udset sig den person, der skal stå i spidsen for områderne teknik, plan og erhverv samt sundhed, pleje og rehabilitering. 

Den udvalgte person til posten som ny direktør i Dragør Kommune er Pia Holm Nielsen, som vil tiltræde stillingen tirsdag den 1. marts.  

Pia Holm Nielsen er uddannet cand.techn.soc. fra Roskilde Universitet. Hun har bred erfaring fra ansættelser i Helsingør og Københavns Kommuner, Miljøministeriets departement og blandt andet Naturstyrelsen samt det tidligere Vestsjællands Amt. Hun har op mod 20 års ledelseserfaring på chef- og direktørniveau – og kommer senest fra en stilling som centerchef for Center for By, Land og Vand i Helsingør Kommune.

På rådhuset er der glæde over ansættelsen, lige som man glæder sig til at byde velkommen til den nye direktør.

»Pia Holm Nielsen har en bred og mangeårig ledelseserfaring fra den offentlige sektor og gennem de seneste seks år i den kommunale verden – tæt på lokaldemokratiet, borgere og politikere. Jeg meget tilfreds med, at direktionen igen bliver fuldtallig og glæder mig rigtig meget til at byde Pia velkommen som ny direktør i Dragør,« siger borgmester Kenneth Gøtterup.

Rollen som direktør i Dragør Kommune bliver også imødeset af Pia Holm Nielsen. 

»Jeg ser frem til at være med til at udvikle den borgernære drift og samtidig være med til at sikre, at kommunen fortsat kan udvikle sig, selv om at de økonomiske rammer for kommunerne generelt er udfordrede,« siger hun.

»Samarbejde og inddragelse er nøgleord for mig. Og jeg glæder mig til arbejde sammen med dedikerede medarbejdere, ledere og en ny kommunalbestyrelse,« fortsætter Pia Holm Nielsen.

Den tiltrædende direktør fortæller i øvrigt også, at hun ud over at udnytte sine kompetencer og dykke ned i sundheds- og ældreområdet vil have fokus på tværfaglighed og helhed til gavn for borgerne, foreninger og erhvervslivet.

Pia Holm Nielsen er 50 år, samboende og har en søn på 13 år. Familien bor i Klampenborg.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk