Vi har modtaget – borgmesterens nyhedbrev:

Nyt fra borgmesterkontoret

Vi er nu godt på vej ind i de varme måneder og dermed den dejlige tid, hvor vi kan nyde samvær med familie og venner i det fri og vores dejlige havn og bymiljø. Og allerede den 7. maj kommer årets første torvedag i Dragør.

Naturgassen i Dragør

Kommunalbestyrelsen havde planlagt, at vi i 2022 og første halvår af 2023 skulle have vedtaget en varmeplan for Dragør, så vi var klar, når naturgassen oprindeligt skulle udfases i 2035. Men den første dag efter påske præsenterede statsministeren et udspil til en ny plan for den grønne omstilling. Heri fremgik det, at kommunerne inden udgangen af 2022 skal have truffet beslutning om, hvilken varmekilde der ønskes anvendt fra 2028, så naturgassen kan udfases, og vi kan blive fri af gassen fra Rusland.

Det medførte en stor inter-esse fra medierne og interview med TV2 News, Lorry, DR, P4 og Radio 4. Interessen for Dragør er stor, fordi vores varmekilde er naturgas, og vi ikke i dag har fjernvarme. Og statsministeren meldte klart ud, at fjernvarme eller varmepumper eller andre alternative løsninger kan være vejen frem.

Mine hovedbudskaber til pressen var, at vi anerkender som kommune fuldt ud behovet for en grøn omstilling og behovet for at blive fri af Rusland. Men jeg er også bekymret for den hastighed, vi nu skal tage meget vidtgående og store beslutninger på. For vi har i Dragør været en mønsterkommune, der gennem tiden har fulgt statslige anbefalinger og er gået fra el og olie til gas.

Vi har ikke fjernvarme i Dragør, og fjernvarmenettet er end ikke ført til Dragør. Derfor skal vi nu på meget kort tid have lavet en meget grundig vurdering og analyse af, om vi overhovedet kan få fjernvarme. Hvis ikke det kan lade sig gøre, kan vi så opvarme hele Dragør med varmepumper, og hvordan skal vi håndtere varmepumper i for eksempel den gamle by? Og er der reelt andre, alternative løsninger, vi kan bringe i spil. Spørgsmålene er mange, og svarene er vigtige.

Vi skal nok løse opgaven inden for tidsfristen. Men for mig som borgmester er det også vigtigt, at vi som kommunalbestyrelse kan tage vores beslutning på et sagligt oplyst grundlag. Særligt når det gælder så store investeringer og omlægninger, der kommer til at vedrøre alle hustande. Og vi skal netop finde en løsning, som er langtidsholdbar og har en fornuftig økonomi. Og derfor er det afgørende, at vi ikke har et unødigt hastværk.

Endelig skal vi ikke glemme, at der også er meget store omkostninger forbundet med omlægningen, som kun kan betales af borgerne – og derfor skal beslutningsgrundlaget være på plads. Og jeg hørte ikke regeringen melde ud, at der kommer særlige tilskudsordninger, der vil komme Dragørs borgere til gode.

I Dragør spiller vi aktivt ind i omstillingen. Men jeg håber også, at man, når regeringens udspil skal forhandles med andre partier i Folketinget, har den opmærksomhed, at der vil være nogle få kommuner i Danmark, der har særlige udfordringer, blandt andet ved ingen fjernvarme at have i dag og kun opvarmes med gas – og derfor kan have brug for at få nogle flere måneder til at tilvejebringe de rigtige beslutningsgrundlag. Målet må være, at vi kan træffe den rigtige beslutning, men vigtigst af alt, at vi også kan have en konstruktiv dialog med borgerne om beslutningerne.

Hvis alle her og nu begynder at etablere individuelle varmeløsninger, bliver det svære at finde brugbare fælles løsninger. Lige nu mangler vi den endelige udmelding fra staten på baggrund af forhandlinger blandt Folketingets partier. Dertil kommer Dragør Kommunes udspil til varmeplan. Det kan være godt at have i baghovedet, når du som borger selv gør dig overvejelser om din fremtidige varmekilde. 

Ministerbesøg i Dragør 

Den 1. april var indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad på besøg i Dragør. Jeg havde inviteret ministeren på besøg for at drøfte de særlige udfordringer, støjkonsekvenszonerne giver Dragør. 

Vi har fem støjzoner omkring lufthavnen, hvor støjen er høj (fra 55–75 db). Men ud over det, er der et større randområde, hvor der ikke er støj, men hvor det er forbudt at lave for eksempel boligbyggeri. Et af disse områder er kommunens egen grund på Høgevænget, hvor den tidligere børneinstitution lå. Grunden ligger midt i et villakvarter omgivet af boliger. Men da den tidligere har huset en institution og ligger i den særlig konsekvenszone, må vi ikke som kommune omdanne grunden til at huse eksempelvis boliger. Det giver ganske enkelt ingen mening, at en grund, der ligger midt i et dejligt villakvarter, hvor der ikke er støj, og hvor borgerne bor dejligt, ikke må omdannes til boligformål, såsom for eksempel et ældrekollektiv eller lignende. En ændring kræver en egentlig folketingsbeslutning, og ministeren vil nu tage Dragørs særlige udfordringer med i de kommende planlovsforhandlinger, som starter op inden sommerferien, op. 

Udeservering

Regelsæt for udeservering er nu endeligt besluttet.

Gennem flere år har der hvert forår været diskussioner og drøftelser om udeserveringen i og omkring gågaden, men nu er der truffet en endelig beslutning, så reglerne for udeservering er fastlagt, og vi ikke hvert år skal drøfte sagen. 

Det er en god beslutning om udeservering, der er truffet. For det første får de erhvervsdrivende en tilladelse, der er varig, hvorfor de ikke skal søge hvert år. Og så er reglerne for antal af borde og opstilling af planter m.v. tydeligt og klart beskrevet, så alle ved, hvad man skal rette sig efter. Og hvis man ikke overholder reglerne, kan bevillingen blive taget fra en. Vi har fået vedtaget et regelsæt, der giver gode vilkår for de erhvervsdrivende, og som skaber klarhed og ikke mindst ro om bevillingerne.

Bunkere i Dragør

Krigen i Ukraine fik også pressen til at interessere sig for Dragør, da vi er en kommune, der har færre bunkere, end andre kommuner. Debatten handlede om, hvorvidt kommunerne generelt har sovet i timen, og om vi i Dragør kommer til at bygge flere bunkere eller beskyttelsesrum. 

Vi har ikke som kommuner sovet i timen. Antallet af bunkere er historisk betinget fra tidligere verdenskrige – og for over 20 år siden valgte man i hele Danmark, at der ikke længere skulle være et særskilt fokus på bunkere. 

Dragør Kommune har ingen planer om at bygge nye bunkere. Det er vigtigt, at vi holder os for øje, at der ikke er en trussel rettet mod Danmark, og der er ikke statslige anbefalinger om etablering af nye bunkere.

Medlemstilgang

Ny opgørelse giver gode nyheder omkring foreningslivet. 

Under coronaperioden var vi mange, der var bekymret for, om det ville betyde færre medlemmer af foreningslivet på sigt. Det var derfor ekstra glædeligt, da en nylig opgørelse fra DGI viste, at der er 7.874 medlemmer af idrætsforeningerne i Dragør, og at der i 2021 har været en stigning på 189 medlemmer. 

Foreningslivet er så vigtigt for sammenhængskraften i kommunen, og vores store tilslutning kan vi takke de mange foreningsfrivillige, der uge efter uge gør et stort stykke frivilligt arbejde til gavn for andre. En stor tak til jer, der yder denne vigtige indsats. 

Skolehaver indviet

Den 20. april blev de nye skolehaver indviet. Skolehaverne ligger på Museum Amager og er et resultat af et tæt samarbejde mellem museet, ungdomsskolen og skolerne. 

Haverne indgår i skolernes læringstema om udeskole og idéen om at få klasseundervisningen ud i virkeligheden og prøve det, man lærer, af – og så retur til skolen og ud igen i virkeligheden. Dragørs skoler er langt i denne undervisningsform, hvad enten det er i skolehaven, andre steder i naturen, på en virksomhed eller lignende. Det, at vi på tværs af sektorer kan finde nye muligheder, er fantastisk, og da jeg var på besøg hos 2.B på St. Magleby Skole og sammen med dem åbnede haven, var det dejligt at se, hvor ivrige børnene var efter at lære nyt. Tak til museet, ungdomsskolen og lærerne for jeres flotte samarbejde.

Vandmiljøsamarbejde

Dragør tilslutter sig samarbejdet med andre kommuner med interesse for vores lokale vandmiljø.

I slutningen af 2021 dannede et antal kommuner ved Køgebugt et fællesskab, fordi de var bekymret for vandmiljøet i bugten, blandt andet med udgangspunkt i klapningen eller dumpningen fra byggeriet på Lynetteholmene. Kommunalbestyrelsen har besluttet sig for, at vi nu som kommune tilslutter os gruppen, så vi sammen kan støtte op om at få sat fokus på miljøet i Køgebugt og det sydlige Øresund. Jeg ser frem til, at Dragør deltager aktivt i dette samarbejde. 

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Kenneth Gøtterup. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Store Magleby har før haft royalt besøg. Ved sidste mandags fastelavnsarrangement fik det hollandske ambassadør-par en rundvisning på Amagermuseet, hvor de bl.a. kunne beundre Karl Larsens maleri af den hollandske dronnings besøg på museet i 1922. Foto: Thomas Mose.

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Kenneth Gøtterup. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk