Nikolaj Strandby stiger til vejrs og header bolden væk.
Nikolaj Strandby stiger til vejrs og header bolden væk.
Nyt fra Dragør Boldklub:

Sejr – trods flere kort

Dragør BK–BK Hellas 2–0

Dragør Boldklub (DB) er efter lørdagens sejr over BK Hellas (BKH) ubesejret i de sidste fem kampe, og med en målscore på 12–5 cementerer DB 3.-pladsen hele fem point foran nummer fire, Østerbro IF.

Dagens modstander var BK Hellas (BKH) fra Valby, stiftet i 1926. Før kampen mod DB havde BKH kun en enkelt sejr, syv tabte kampe og en målscore på 11–29.

Kampen startede i højt tempo, og lidt atypisk var det DB’s anfører Jacob Holme-gaard, der havde kampens første afslutning. Et godt indlæg fra venstre side af Tobias Oppermann blev bokset ud af feltet af BKH-målmanden og havnede ved Holmegaard, der resolut sparkede mod kassen, men bolden gik over målrammen. Kort efter fik DB tilspillet sig en stor chance, men Jacob Heinsøe fik lige akkurat ikke dirigeret Patrick Sandbys oplæg i mål.

Som første halvleg skred frem, lå det i luften, at DB ville vinde kampen.

Første scoring stod Tobias Damkær for efter 36 min. Kim Have var med fremme fra sin position som defensiv midtbanespiller. Have spillede Patrick Sandby fri til en afslutning. BKH’s målmand parerede ud i målfeltet, hvor Tobias Damkær koldblodigt fulgte op og sparkede bolden i mål uden chance for keeperen.

DB havde herefter bolden mest, men det knep lidt med at få spillet sig frem til de målfarlige afslutninger.

Et dumt gult kort til Julius Krüger tre min. før pausen betød, at DB var reduceret til 10 mand.

1.-halvleg skulle blive 45 min. gammel, før det blev 2–0. Igen var Kim Have igangsætteren – denne gang fra venstresiden. Have fandt Sandby på midten, der med en hurtig pasning spillede Victor Dyhl fri i højresiden. Dyhl lagde bolden ind til midten, hvor Sandby kom løbende bagfra og satte indersiden på bolden. BKH-keeperen havde ikke havde chance for nå bolden. Et flot gennemspillet angreb med en effektiv afslutning.

Fra 2. halvlegs start skiftede DB Mathias Rahbek og August Toudahl ud – ind kom Kasper Walker og Patrick Svendsen.

BKH kom godt fra start og spillede DB tilbage på egen banehalvdel. Og det var sådan, 2. halvleg forløb – BKH mest på bolden og et DB-hold, der måtte bruge alle midler for at forsvare sig.

Jacob Heinsøe får bolden under kontrol.
Jacob Heinsøe får bolden under kontrol.

BKH var meget tæt på en scoring efter 61 min. Men Jacob Holmegaard fik som sidste mand på mållinjen mirakuløst sparket bolden væk.

Holme fik et gult kort i 71. min. efter et mislykket forsøg på at stoppe et BKH-angreb.

DB’s fremadrettede spil manglede kvalitet i 2. halvleg. I stedet for at spille eget spil fremad fik BKH lov til at trykke DB bagud.

DB’s bedste spiller, Nikolaj Strandby, spillede en stor 2. halvleg og havde stor andel i, at BKH ikke kom til scoring.

Kort før slutfløjt var BKH igen i angreb. Et mislykket DB-angreb blev af tidligere DB-spiller Andri Astporsson hurtigt omsat til en kontra. Han spillede langt frem til sin medspiller, og DB’s målmand, Frederik Felland, som igen spillede en god kamp, måtte komme helt ud for at tackle BKH-angriberen. Desværre for Felland tacklede de to spillere hinanden uden bold, og Felland måtte trække sig med en ankelskade.

Nu var DB en mand nede – og Jacob Holmegaard overtog målmandstrøjen de sidste minutter.

Kort efter fik DB endnu et gult kort, som blev vekslet til et rødt kort. Nu var det Julius Krüger, der var uheldig og måtte gå direkte i omklædningsrummet.

DB fik en sejr – omend den var dyrekøbt: Tre gule og et rødt kort samt en skadet målmand, som måske endda skal sidde en kamp over.

DB-holdet har fået alt for mange gule og røde kort de seneste kampe. Det er ikke godt for moralen og fremtiden.

»Vi burde have vundet langt større i dag,« lød det fra DB-træner Kim Damkær efter kampen.

Træneren var især godt tilfreds med spillet i 1. halvleg.

Næste kamp er mod Østerbro IF
lørdag den 15. oktober kl. 15.00 i Fælledparken

HoldKampeMålscorePoint
1BK Viktoria938–1125
2PI Fodbold929–424
3Dragør BK921–1222
4Østerbro IF1018–1417
5CSC 1018–2416
6Kastrup BK1027–2315
7Bispebjerg BK1019–2414
8BK Rødovre 1018–1813
9Frederiksholm Sydhavnen1020–2611
10HB 1019–2610
11FC Nyhavn1018–199
12BK Vestia814–247
13Jægersborg BK89–234
14BK Hellas911–313

Stillingen i serie 1 mandag den 10. oktober.

»Vi skaber mange chancer i 1. halvleg og burde have ført, allerede inden vi kommer foran. Hellas var kommet for at trække tiden og holde på kuglen. Med al respekt for Hellas så var det ikke et ret godt hold, som kiggede forbi Dragør i dag. Vi laver to meget flotte mål efter hurtige kombinationer i første halvleg – og det sidste i undertal,« var dommen fra Kim Damkær, der slutter med ordene:

»Det var godt spillet.«

Andre kampe

Serie 1’s tophold, BK Viktoria, vandt en storsejr på 7–0 over Jægersborg BK, mens rækkens nummer to, PI Fodbold, vandt 1–0 over Østerbro IF.

HB og FC Nyhavn spillede uafgjort 2–2, og Kastrup BK tabte 2–3 på hjemmebane til Frederiksholm Sydhavnen. Kammpen mellem CSC og Bispebjerg BK sluttede 3–3, mens BK Vestia hjemme tabte 0–2 til DB’s modstander fra sidste uge, BK Rødovre.

HR

Jacob Holmgaard sparker væk på mållinjen.
Jacob Holmgaard sparker væk på mållinjen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk