Nyt værk på Dragør Museum

En oase i industriområdet

Indvendigt står atelieret i skærende kontrast til det område i Herlev, hvor man ellers finder en lang række autoværksteder og håndværkervirksomheder.

Niels Corfitzen fortæller, at han flyttede ind i lokalerne efter at have arbejdet hjemmefra i en periode, da hans datter var lille.

Det næsten 300 m² store, højloftede rum er delt op i tre områder. Et »grovområde«, hvor Niels Corfitzen bl.a. kan arbejde med træ, uden at resten af atelieret bliver tilsvinet.

Næste rum minder mest af alt om et galleri. I rummet står et rundt bord med stole. I et hjørnet en stor sofa med et kaffebord med bøger, og midt på gulvet ligger en stor usamlet blindramme, der inden længe bliver til endnu et kunstværk. Langs væggene står en række malerier og venter på at blive sendt ud til de gallerier, der udstiller og sælger Niels Corfitzens værker. På væggene hænger flere malerier – blandt dem maleriet, der snart kommer til at pryde malerisalen på Drag-ør Museum.

»Jeg bruger dette rum til at kuraterer mine malerier,« fortæller en venlig og imødekommende Niels Corfitzen, da han viser rundt i atelieret.

Den inderste del af lokalerne rummer et arbejdsværelse, hvor Niels Corfitzen maler. Lige som resten af rummene er her højt til loftet. Midt i rummet står et stort akvarie. Han fortæller, at han har forsømt det lidt, siden han med sin familien flyttede i hus og pludseligt også havde en have, han skulle tage sig af.

Til venstre for døråbningen står staffeliet, og rundt om det arbejdsborde, som bruges som store paletter. Der er forskellige områder med skitser og andet inspirationsmateriale.

Niels Corfitzens 9-årige datter, Sienna, har også fået plads til et staffeli, hvor hun kan male.

Farfar skabte interessen

Niels Corfitzen er født i Gladsaxe og opvokset i Bagsværd. Som 10-årig flyttede han med sin familie til den nordlige del af Skåne, og han kom først tilbage til Danmark, da han var i begyndelsen af tyverne.

Allerede i en tidlig alder begyndte han at interessere sig for det visuelle.

»Jeg husker, at min farfar, der boede i et rækkehus tæt på os, altid sad i haven med sit staffeli og malede eller tegnede,« fortæller Niels Corfitzen med et nostalgisk smil på læben. Han fortsætter: »Han var helt klart kunstner i min bog – og det følte jeg mig draget af.« Når Niels Corfitzen besøgte farfaren, var det altid med en tegneblok under armen. Så sad de sammen i haven og tegnede.

Dog er det aldrig blevet til en kunstnerisk uddannelse. »Jeg har altid været interesseret i naturvidenskab,« fortæller Niels Corfitzen, der holder meget af at fordybe sig i, hvordan tingene hænger sammen, samt logikken ved matematik og fysik.

Han har lært malerkunsten ved at træne, betragte de gamle kunstnere og selv arbejde med det. »Som teenager tog jeg toget fra Skåne til København,« beretter Niels Corfitzen. Han tog ind på for eksempel Glyptoteket og tegnede de mange statuer. »Det er selvfølgelig selvlært – men alt hvad jeg har lært af min farfar, har jeg taget til mig,« fortæller han.

Sig egen stil

Som ung var Niels Corfitzen yderst inspireret af andre »gamle« malere. »Man tager så meget, man kan, til sig,« siger han åbenhjertigt og fortsætter forklarende: »Pludselig står man på en lille ø, som har løsrevet sig, og man har opbygget sin egen stil. Så går inspirationen fra at være fra andre gamle kunstnere til at være omkring ens eget liv.«

Blandt kunstnerne, der har inspireret Niels Corfitzen, er Edward Hopper, som han rent malerisk finder enormt spændende både motiv- og atmosfæremæssigt. Men også de gamle, italienske malere, såsom da Vinci og Michelangelo har været forbilleder.

Niels Corfitzens fortæller, at han i sin barndom oftest blev præsenteret for figurativ kunst. »Hvis det skulle være ekstravagant ,var det en kunstner som Salvatore Dali,« lyder det fra Niels Corfitzen, der også fandt megen inspiration i hans surrealisme.

Selvom Niels Corfitzens malerier må betegnes som figurative, er der alligevel mange elementer, der kan sætte fantasien i gang. Mens dele af værket er nærmest fotorealistiske, er andre dele – ofte ansigterne – sløret eller malet med en bred, grov pensel.

Der er mennesker på næsten alle malerierne, og mange indeholder vand – enten i form af et hav eller en flod. »Der noget betagende ved havet,« siger Niels Corfitzen, og han fortæller, at når han rejser, er det oftest til steder, hvor der er kontakt til havet og vandet. »På et underbevidst plan kalder det på en,« fortsætter han. Tiltrækningen til vand er ikke ny for Niels Corfitzen.Han fortæller nemlig, at han, før han blev far, elskede at dykke. »Der er det smukke visuelle i at dykke. Man tager ud for at få rolige meditative oplevelse, samtidigt med, at man er enormt alert på, at et eller andet hele tiden kan gå galt,« lyder det fra Niels Corfitzen, som mener, at det må være på samme måde at sejle. »Det ene øjeblik er det stille og roligt – næste øjeblik kan havet fortære dig,« lyder det fra kunstneren. Han mener, at det er denne dobbelthed, der gør det spændende. Fra en kunstners perspektiv er havet ligeledes interessant. »Havet altid i forandring, og det samarbejder rigtigt godt med en malerpalette – der er ingen begrænsninger for hvilke farver, man kan operere med, når man maler havet eller vand,« uddyber han.

Niels Corfitzen har ingen ynglingsmalerier blandt sine kunstværker. »Jeg har også altid haft svært ved at sige, hvad der er min favoritmadret,« siger han med et smil, og forklarer: »De kan alle sammen noget forskelligt, og det samme gør sig gældende med mine værker.« Malerierne repræsenterer forskellige tider og oplevelser, og dem kan man ikke sammenligne. Det er en generel ting for Niels Corfitzen – han er stoppet med at sammenligne.

Corfitzen og Kronprinsen

I forbindelse med Kronprins Frederiks 50-års-fødselsdag blev Niels Corfitzen bestilt til at male et portræt af fødselaren – et maleriet, som i dag hænger i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, hvor tronfølgerparret bor.

I det hele taget har Niels Corfitzen travlt med bestillingsopgaver. Den store usamlede blindramme – der ligger i hans atelier – er ligeledes et bestilt arbejde. Derudover er det flere opgaver på tapetet, som dog skal være en hemmelighed lidt endnu.

Maleriet af Isbrandtsen

Niels Corfitzen havde før arbejdet med maleriet til Dragør Musuem ingen kendskab til Isbrandtsen – bortset fra historien om »Flying Entreprise«, der kæntrede og sank, mens den berømte kaptajn Carlsen stod på siden af skibet.

Corfitzen har dog tidligere prøvet at portrættere en afdød – dog ikke så langt tilbage i tiden.

»Det fotomateriale, jeg har kunnet finde, har været af ringe kvalitet,« siger Niels Corfitzen. Umiddelbart tænkte kunstneren, at der ikke var så meget at tage fat i, men det gav plads til, at han selv kunne fortolke maleriet.

En stor del af de billeder, han fandt, er monokrome – altså sort-hvide. »Jeg har godt kunnet lide at arbejde ud fra noget monokromt og helt selv kunne smække farve på, uden at farveforlæg påvirker din hjerne,« fortæller han og tilføjer, at han godt kan lide, at det gammeldags har fået lov til at præge maleriet.

Samtidig har Niels Corfitzen læst en del om Dragør og forsøgt at få en større forståelse for Amager. Han fortæller også, at der foreligger en del spændende filmmateriale, der har været givende i hans arbejde. »Det har givet et indtryk af personen og en god fornemmelse for tiden,« lyder det fra Niels Corfitzen.

Under normale omstændigheder kaster Niels Corfitzen sig gerne ud i sine malerier – og gerne helt uden en dagsorden. »Jeg har sjældent en dagsorden med et værk. Jeg kaster mig ud i universet, og så ser jeg, hvad der sker – jeg vil gerne have det her overraskelsesmoment. Men her er der indsat dagsorden,« siger Niels Corfitzen om det at male et bestilt værk.

Når Niels Corfitzen normalt maler, er værkerne skabt ud fra sindsoplevelser og iagttagelser, der både kan stamme fra fotografier, egne tanker og modeller. »Det er en fusion af oplevelser,« fortæller han.

»Noget af det mest spændende ved portrætterne er at male hud,« fortæller han, og han mener, at man kan lære portrætgenren bedre ved at male efter en model, end ud fra fotografi. »Når man har lært at udfordre sin palette og modellere hudfarverne – som ikke blot er en farve, men hele regnbuens spektre – bliver fotografiet enormt givende tidsmæssigt, fordi man bliver uafhængig af, at der er modeller til stede,« uddyber han.

Der er dog også andre fordele ved at arbejde efter fotografier. »Det er et rigtigt godt værktøj til at fange momenter og studere nogle ting, der måske vil løbe fra øjet,« lyder det fra Niels Corfitzen. På et tidpunkt i processen lægger han dog fotografierne til side og lader fantasien bestemme, hvor værket skal hen.

Nye malerier i gamle rammer

Det nye, i skrivende stund kommende, maleri på Dragør Museum er ikke det første, der er lavet af en nutidig kunstner. Sidste år blev Peter Carlsens maleri »Amager 2019« afsløret på Amagermuseet. Dog er det efter Dragør Museums renovering flyttet her til.

Der er ikke mange mindre egnsmuseer, der anskaffer værker af nulevende kunstnere. Men museumsleder Søren Mentz synes, det er vældig spændende at bruge moderne kunstnere til at fortolke Amagers kulturhistorie. »Vi har normalt autentiske genstande i fokus, når vi formidler, men når nu Amager er blevet belyst i kunsten takket være malere som Julius Exner, Paul Fischer og Christian Mølsted, så skal vi da holde traditionen i hævd. Jeg håber, at museets gæster vil fatte interesse for Hans Isbrandtsen og hans interessante liv, fordi de ikke kan lade være med at studere Corfitzens maleri,« lyder det fra museumsledern.

Uden at have tænkt videre over det har Niels Corfitzen her det rigtig godt med at være af de nye kunstnere, der bliver repræsenteret på Museum.

»Dragør Museum er et idyllisk, smukt sted,« lyder det til slut fra Niels Corfitzen.

Niels Corfitzens maleri kan ses på Dragør Museum fra fredag den 11. september i den normale åbningstid.