Neel Seerup Hansen viser Økoskabet på Seerupgaard frem. Foto: TorbenStender.
Neel Seerup Hansen viser Økoskabet på Seerupgaard frem. Foto: TorbenStender.

Økoskabet

Iværksætterne bag det økologiske landbrug Seerupgård har fået støtte til udvikling af et nyt koncept

Neel og Marc Seerup Hansen, iværksætterne bag det økologiske landbrug, Seerupgård, på Fælledvej, er i færd med at opbygge et nyt koncept – Økoskabet.

»Da Neel og jeg startede Seerupgaard, fandt vi hurtigt ud af, at det at drive et landbrug er mere end et fuldtidsarbejde, og så er det ikke altid nemt at få afsat sine råvarer,« fortæller Marc Seerup Hansen. 

Ud fra parrets udfordringer med at få afsat varerne opstod idéen med at bygge »Økoskabet« – et skab, hvor kunder selv kan afhente råvarer fra lokale, økologiske landmænd. Sideløbende med det fysiske skab er der skabt en onlineplatform.

Det første eksemplar af Økoskabet så dagens lys på Seerupgård i 2019. Men nu får flere landmænd mulighed for at bringe grøntsager ind til byen. Økoskabet har nemlig via en millioninvestering fået mulighed for at installere 20 skabe i København. Og ifølge Marc Seerup Hansen vil dette give et markant løft til såvel landmænd som til de forbrugere, der ønsker friske og lokale råvarer i byerne.

Kickstart til investering

Marc Seerup Hansen var i 2020 en del af Greater Copenhagen Food Startups acceleratorprogram, som er et samarbejde mellem Erhvervshus Hovedstaden og CPH Food Space, hvor grønne mad-iværksættere kan opbygge og skærpe deres forretning. 

Det var igennem dette program, at Økoskabets koncept endelig kom helt på plads, så Marc Seerup Hansen kunne formuere en forretningsplan og indhente kapital fra investorer. 

»Under forløbet hos Greater Copenhagen Food Startup lærte jeg at blive bedre til at bruge mit netværk. Jeg gik også fra at holde historien om Økoskabets system for mig selv til i stedet for at snakke med folk og derigennem udvikle systemet. Det var enormt meget sparring, som gjorde mig klar til den investering, vi står med nu, og der var god synergi blandt deltagerne og mentorerne,« fortæller Marc Seerup Hansen.

Parret ønskede at lave en løsning for små producenter som dem selv, så flere kan få deres varer i skabene. 

»Systemet fungerer både for producenter og forbrugere. Samtidig kan etablerede måltidsløsninger benytte Økoskabet til at spare logistisk ved kun at have ét leveringssted – og dermed også spare CO2,« fortsætter Marc Seerup Hansen.

Den lokale landmand, der tror, at danskerne er klar til at købe flere råvarer hos de lokale producenter, mener, at systemet kan være med til at nedsætte transport af fødevarer, og at det samtidig kan hjælpe selv de små landmænd i gang med mindre produktioner.

Fra Danmark til udlandet

Den nye investering betyder blandt andet, at Økoskabet kan udvide til hele København. 

Lige nu har Københavns Kommune tilbudt placeringer til opsætning af otte skabe, medens tre andre skabe sættes op af private grundejere. Derudover forhandler Økoskabet om yderligere ni skabe, der også skal ligge i København –  og så er det planen, at Økoskabet senere skal komme til det øvrige Danmark. 

Økoskabet har også ansøgt Dragør Kommune om tilladelse til opsætning af seks skabe på kommunens grund. Denne ansøgning blev behandlet af By-, Erhvervs- og Planudvalget tirsdag den 9. marts – efter denne udgave af avisen var gået i trykken. 

Parret har store ambitioner med konceptet, og deres langsigtede mål rækker ud over Danmarks grænser.

Marc Seerup Hansen med friske produkter i favnen. Et særkende ved Økoskabet er, at man her udelukkende finder de grøntsager og frugter, der gror i Danmark i den pågældende sæson.
Marc Seerup Hansen med friske produkter i favnen. Et særkende ved Økoskabet er, at man her udelukkende finder de grøntsager og frugter, der gror i Danmark i den pågældende sæson.
Økoskabet er indrettet, så forbrugerne – uden ekspedition og døgnet rundt – kan afhente grøntsager eller måltidskasser.
Økoskabet er indrettet, så forbrugerne – uden ekspedition og døgnet rundt – kan afhente grøntsager eller måltidskasser.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk