Indsamlet affald hober sig op i skolernes baderum.
Indsamlet affald hober sig op i skolernes baderum.

Oprydning i byrummet

Cykelkæder, engangsemballager, plaststykker i sandet, metalrør i græsset og en enkelt tandbørste. Det var ikke så lidt, der blev indsamlet under skolernes affaldsindsamling

I uge 13 var gadebilledet hele ugen fuld af unge mennesker med store skraldesække. Elever fra både Dragør Skole og Store Magleby Skole deltog i den nationale Affaldsindsamling, hvor skoler og institutioner i hele Danmark ugen igennem samler skrald i deres nærområde, vejer det, sorterer det og rapporterer resultatet ind til Danmarks Naturfredningsforening. 

»I år er der fokus på engangskopper – og dem blev der fundet en del af,« fortæller Mette Elizabeth Hansen, der er naturfagskoordinator på Store Magleby Skole, og tilføjer, at mange af de unge var overraskede over antallet af fundne engangskopper.

Eleverne har siden indsamlingen sorteret affaldet i poser med plast, glas, metal og restaffald – og det hele køres på genbrugsstationen i næste uge.

Årets affaldsindsamling falder sammen med, at man i Dragør Kommune er i gang med at implementere nye affaldsordninger. Og det er god timing, mener Nils Djervad, der er pædagogisk afdelingsleder på Dragør Skole. Det har nemlig givet anledning til at tale både om sortering lokalt og klimaaspektet globalt.

»Regnskoven og affaldsøer i Stillehavet kan virke meget langt væk. Men vi har selv ansvar for vores eget nærmiljø, og indsamlingen giver en bevidsthed om, hvor meget man går og smider. Det har også givet anledning til at se på, hvordan der ser ud på sin egen skole og i sin klasse, og det kan være et nemmere sted at starte,« fortæller afdelingslederen.

Mens Dragør Skole blandt andet var på havnen og på Mormorstranden, var Store Magleby Skole blandt andet at finde i Lunden og i de nærliggende stisystemer.

»Når man skal til at samle det hele sammen, ser der ikke ud til at være ret meget affald,« fortæller Mette Elizabeth Hansen om alle affaldssækkene, der weekenden over blev opbevaret i baderummene i gymnastiksalen på Store Magleby, og fortsætter:

»Men når vi så får kigget efter, så var der faktisk en del affald i små størrelser, for eksempel cigaretskodder og plaststykker.« 

Nils Djervad oplevede det samme i Dragør Skoles indsamling.

»Børnene bemærkede, at der var mange små stykker affald rundt omkring og særligt på stranden. Det er affald, man ikke lige får øje på med det samme, men det gjorde det ikke mindre ulækkert, at sandet var fuldt af småt plastikaffald,« fortæller han om elevernes reaktioner.

Blandt de lidt større fund var blandt andet adskillige cykelkæder, et metaldæksel, en tandbørste og overraskende meget metal i form af gamle metalrør. 

Nils Djervad oplever, at de unge er meget optagede af affaldssortering og af at gøre skolerne mere grønne i det hele taget. 

Da skolernes fælles elevråd, FEDK, konstituerede sig i oktober sidste år, blev der blandt andet efterspurgt skraldesortering på skolerne, solceller på taget – og i det hele taget en større rolle i den grønne omstilling. 

CL

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk