Påskevandring

Der fortælles om påskens mysterier ude og inde på søndag den 10. april

Palmesøndag – den 10. april – kl. 13 og cirka halvanden time frem er Store Magleby Kirke vært for et hyggeligt arrangement, hvor man som deltager vil have mulighed for at blive klogere på påskens mysterium.

For hvad var det egentlig, der skete i de dage for godt 2000 år siden – palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskemorgen? Det vil kirken give svaret på denne dag.

Arrangementet begynder i Store Magleby Kirke, hvor sognepræst Gitte Turin indledningsvis vil fortælle om begivenhederne palmesøndag og skærtorsdag efterfulgt af sang og altergang. Dernæst vil deltagerne sammen i stilhed begive sig ud i foråret for at gå en tur. Turen vil maksimalt være 1,5–2 km lang – og undervejs vil der blive indlagt et stop, hvor Gitte Turin vil berette om, hvad der hændte langfredag.

Fra gåturen vender deltagerne tilbage til Store Magleby Kirkes kirkerum, hvor beretningen om påskens mysterium afsluttes med fortællingen om den skelsættende begivenhed påskemorgen.

Efterfølgende – i Graverboligen – vil menighedsplejen være vært for kaffe og kage. 

Alle er velkomne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk