Prisuddeling og fejring af foreningsliv og frivillighed

Som noget nyt uddeles tre priser på én og samme dag ved én stor samlet festlighed i Hollænderhallen som optakt til kulturnatten i Dragør. Det drejer sig om Sports- og Kulturprisen, Initiativprisen og Mesterskabsprisen

Af Birgit Buddegård

Der er lagt op til en festlig eftermiddag, når kommunen i år inviterer til tredobbelt prisuddeling i Hollænderhallen. Tidligere er de tre priser uddelt ved forskellige arrangementer, men i år har man valgt at samle de tre prisuddelinger til en samlet begivenhed.

Direktør Rasmus Johnsen siger til Dragør Nyt, at man ønsker at skabe en lidt større begivenhed for lokalsamfundet i forbindelse med Kulturnatten i Dragør.

Sports- og Kulturprisen uddeles til en person, en forening eller gruppe, der har ydet en særlig indsats inden for sport og kultur i det forgangne år. Med prisen følger en check på 5.000 kroner. Hvem der er prismodtager offentliggøres først på fredag.

Dragør Kommunes initiativpris

Dragør Kommunes initiativpris overrækkes til en forening eller institution i kommunen, der har ydet en særligt bemærkelsesværdig indsats for at fastholde og styrke fællesskabet i kommunen. 

Priskomitéen har i år haft fokus på to lokale initiativer, der begge har stor betydning for lokalsamfundet, nemlig Dragør Gazellerne og Naturvogterne.

Begge initiativer har via Facebook på kort tid har fået mange medlemmer.

Cykling uden alder modtog i 2018 Dragør Kommunes Initiativpris, som blev overrakt ved Frivillig Fredag. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.
Cykling uden alder modtog i 2018 Dragør Kommunes Initiativpris, som blev overrakt ved Frivillig Fredag. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.

Dragør Gazellerne er en forening af motionister, som løber sammen rundt omkring i Dragør. De har de sociale værdier i højsædet og ikke mindst fællesskab.

Naturvogterne har over 1.000 medlemmer og er et fællesskab, der arbejder for at passe bedre på vores lokale natur og for at blive klogere på den. Det sker for eksempel ved at arrangere opsamling af skrald og forskellige aktiviteter, hvor medlemmerne kommer tæt på natur og dyreliv.

Mesterskabsprisen

Kommunen har tradition for at fejre de af kommunens sportsudøvere, der har udført en særligt flot sportspræstation i det forgangne år. I år deltager cirka 30 sportsudøvere, der alle modtager en gave fra kommunen.

Borgmester Helle Barth byder velkommen til prisfesten, og der vil være andre talere undervejs.

Der er lagt op til en festlig eftermiddag - og Dragør Nyt vil efterfølgende sætte fokus på nogle af de mange gode initiativer, der er i Dragør.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk