85 ryttere begiver sig ud på det 500 km lange cykelløb Race500 Against Cancer. Arkivfoto.
85 ryttere begiver sig ud på det 500 km lange cykelløb Race500 Against Cancer. Arkivfoto.

Race500 Against Cancer

Det store velgørenhed-cykelløb slutter på lørdag i Dragør

Dragør får lørdag eftermiddag besøg af knap 100 lycraklædte mænd og kvinder, når de kører i mål på Dragør Fort efter tredje og sidste etape af dette års velgørenhedcykelløb, Race500 Against Cancer. 

At det netop er Dragør, der er målby for fjerde år i træk, er bestemt ikke en tilfældighed. Ideen til løbet opstod nemlig her i byen, ligesom langt de fleste ryttere enten bor i eller har et andet tilhørsforhold til Dragør. 

En lang række lokale virksomheder er sponsorer for velgørenhedsløbet.

Rytterne tager afsted i bus fra Framehouse på A. P. Møllers Allé i Dragør onsdag eftermiddag kl. 16.00. 

De 85 ryttere og deres hjælpere starter den 500 km lange tur i Vejle. Torsdag køres første del af turen til Skive. Dagen efter går turen fra Skive til Århus. Sidste etape går fra Odden til Dragør. 

Feltet forventes at trille ind på Dragør Fort efter deres lange tur til en flot og festlig modtagelse lørdag eftermiddag omkring kl. 17.00.

Løbet er et socialt arrangement – det handler ikke om at vinde. Fællesskabet om at stå sammen om noget og om at være med til at gøre en forskel, mens man har det sjovt, er i stedet det, der er i fokus.

Deltagerne har alle forskellige bevæggrunde for deres deltagelse, men fælles for dem alle er, at det er et løb, der udover ømme bagdele og trætte ben giver mening og sætter følelser i gang for hver og en. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk