Vi har modtaget:

Resultat af sogneundersøgelse

Hvad ved menighedsrådet om borgerne i Dragør Sogn?

Dragør Kirkes menighedsråd har fået udarbejdet en sogneanalyse. Analysen er udarbejdet af Kirkefondet – en organisation, der arbejder for at understøtte og udvikle folkekirkens arbejde. Analysen bygger på de demografiske informationer, der kan findes i officielle statistikker. 

Umiddelbart tænker de fleste måske, at vi godt ved, hvem der bor her – men analysen viser sig, i hvert fald for mig, alligevel at have nogle overraskende pointer.

Menighedsrådet bad rapportens forfatter, konsulent Sille Fusager, om at fremlægge resultaterne på et møde, hvor vi inviterede offentligheden, fordi vi mener, at flere end kirken kan have glæde af tallene. Da mødet fandt sted den 16. november – dagen for kommunalvalget – så der var ikke kamp om pladserne. Derfor har jeg lyst til her at fortælle om et par af pointerne.

Sognets demografi 

Der bor 4.392 personer i sognet – heraf er 3.294 medlemmer af folkekirken, det vil sige 75%. 12% er indvandrere og efterkommere, heraf er en tredjedel fra vestlige lande og har sandsynligvis en kristen kulturbaggrund. Har vi tænkt på dem som en målgruppe?

Ser vi på alderssammensætningen, er 32% over 65 år, og heraf er 307 over 75 år. 

Kun 5%, der tilhører gruppen »unge voksne« mellem 20 og 29 år. Personerne i denne gruppe tager sandsynligvis benene på nakken, så snart de kan! Det kan vi se, fordi gruppen af 0–19-årige udgør 20% af befolkningen. 

I sognet var der sidste år 29 nyfødte og 90 døde. Sognet – og det vidste vi nok – har statistisk en overvægt af ældre. Men samtidig en massiv vækst i antallet af midaldrende og ældre. Det vil der sikkert være, indtil der bygges nye boligområder. 

I forhold til kirken er antallet af udmeldinger forsvindende. Problemet kan være, at medlemmerne dør og børn ikke døbes. I Danmark er det faktisk 44% af alle børn, der ikke er døbt.

Et andet forhold vedrører antallet af til- og fraflytning, der er stigende. I 2020 var der for eksempel 380 tilflyttere til sognet. Har vi budt dem – og alle de andre – ordentligt og klart velkommen? Her er måske et felt for samarbejde med foreninger og kulturinstitutioner? 

Man kan også spørge, om vi har været synlige nok i nogle af de få nye boligområder, der er kommet til?

Mange enlige og pendlere

Der er også mange enlige i sognet. 47% af samtlige husstande er singlehusstande. Giver det baggrund for at tænke i flere aktiviteter, der især kan appellere til denne gruppe? 

Ligeledes er der et flertal af de borgere, der stadig går på arbejde, der arbejder uden for kommunegrænserne. Store Magleby Kirke har taget en konsekvens af dette ved at tilbyde skumringsgudstjenester. Er der andre aktiviteter, vi kan forestille os tilpasset denne gruppe? Fællesspisning i Sognegården, hvis der kan skaffes frivillige til det? Det burde der være. Der er nemlig 1.600 borgere i sognet, der som hjemme eller arbejdsfri kunne udgøre et stort potentiale for en frivilliggruppe.

Der er mange flere interessante tal, der kan udledes af analysen, men allerede her er der nok at tage fat på for et lille sogn. Mange initiativer kunne udfoldes i fællesskab. Men hvis vi gør det, skal vi huske, at der er en overvægt af borgere med erhvervsuddannelse og lang uddannelse. Det har nemlig betydning for, hvordan vi skal kommunikere for at få kontakt.

Analysen kan ses på Dragør Kirkes hjemmeside. 

Med venlig hilsen
Jens Thorhauge
Næstformand i Dragør Kirkes Menighedsråd

Sille Fusager fra Kirkefondet fremlægger resultatet af sogneanalysen.
Sille Fusager fra Kirkefondet fremlægger resultatet af sogneanalysen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk