Revypremieredagen nærmer sig

Dragør Revyen gør i næste måned med ungt, talentfuldt hold comeback efter corona

I knap 100 år har der været revy i Dragør – og det skal der blive ved med, hvis man spørger en flok frivillige revyentusiaster. Derfor arbejder de lige nu hårdt på at få en ny udgave af Dragør Revyen stablet på benene efter en hård coronanedlukning.

»Dragør Revyen har været tradition i Dragør siden 1925. I næsten 100 år har vi taget kærligt gas på byen, tidsånden og dem, som stikker næsen frem. Det var hårdt at måtte aflyse den traditionsrige revy under coronanedlukningen, men nu ser vi fremad mod lysere tider,« fortæller formand i Dragør Revyforening Susanne Grønbech, der tilføjer, at alle frivillige glæder sig til at slå dørene op til en fornyet version af Dragør Revyen fredag den 5. november.

Arven løftes af unge

Det er i år de unge skuespiltalenter, Katja Ordon Larsen, Emilie Bjørn Kilting, Mathias Andersen og Daniel Spenner, der med passion for revygenren i fællesskab skal løfte arven efter det forrige hold.

For 24-årige Daniel Spenner er Dragør Revyen en drøm, der går i opfyldelse: »Jeg har været stor fan af Ørkenens sønner og Cirkusrevyen, siden jeg var barn. Jeg har ikke lavet noget under revy-genren siden gymnasiet, så nu skal drømmen prøves af,« siger han.

»Jeg har gået på teaterhøjskole og fandt ud af, at jeg kan lide at være sjov. I 2020 lavede jeg Studenterrevyen, og nu er jeg klar til at indtage Dragør Revyen,« forklarer den jævnaldrende Katja Ordon Larsen.

Årets skuespillere til Dragør Revyen 2021 (fra venstre) Mathias Andersen, Emilie Bjørn Kilting, Daniel Spenner og Katja Orden Larsen med kapelmester Jens Trygve Dreijer.
Årets skuespillere til Dragør Revyen 2021 (fra venstre) Mathias Andersen, Emilie Bjørn Kilting, Daniel Spenner og Katja Orden Larsen med kapelmester Jens Trygve Dreijer.

Erfaring bag scenen

Bag scenen står desuden den 31-årige Thomas Findval Sølvskov, som er uddannet skuespiller, men for andet år i træk fungerer som Dragør Revyens instruktør.

Thomas Findval Sølvskov har tidligere spillet med i Dragør Revyen og har derfor efterhånden en stor erfaring med Dragør Revyen. Det samme har kapelmester Jens Trygve Dreijer, som også før har fungeret som kapelmester for revyen.

Dragør Revyen har premiere fredag den 5. november og spiller til og med 27. november.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk