Fredag og søndag er der gang i burgerbaren på fire hjul ved Drag­ør Fort. Foto: TorbenStender.
Fredag og søndag er der gang i burgerbaren på fire hjul ved Drag­ør Fort. Foto: TorbenStender.

Så kan der serveres igen

Som et led i fase 2 af genåbningen af samfundet i kølvandet på den nedlukning, regeringen gennemførte tilbage i marts måned for at begrænse udbredelsen af coronavirusen, blev det fra mandag den 18. maj atter muligt for caféer og restauranter at byde gæster velkommen – både inden døre og udendørs.

Og allerede fra første færd blev det taget godt imod af såvel forretningsdrivende som gæster – trods det knap så indbydende vejr mandag. 

Mange steder har man benyttet den ufrivillige lukning til den helt store forårsrengøring – og samtidig har man skulle forholde sig til nye retningslinjer – eksempelvis hvordan man må placere gæsterne i forhold til hinanden.

Det er ikke alle spisesteder, der er helt åbnet op endnu, men de fleste er godt i gang, og stemningen er generelt optimistisk. Hos Restaurant Beghuset beretter man, at der lynhurtigt kunne meldes fuldt hus på åbningsdagen, da man bekendtgjorde, at man ville starte op igen onsdag den 20. maj. 

På Drag-ør Fort har man i weekenderne haft godt besøg hos burgervenderne i Backstage Burgers, og nu åbner man op for sine dejlige udearealer – samt for både Cafe Siam og isvognen. Og man oplever stor interesse for selskaber senere på sæsonen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mandag kunne man hos Hallöy Café byde velkommen til spisende gæster – og trods det lunefulde forårsvejr kunne man stadig nyde den friske luft i tørvejr under markisen. Foto: TorbenStender.
Mandag kunne man hos Hallöy Café byde velkommen til spisende gæster – og trods det lunefulde forårsvejr kunne man stadig nyde den friske luft i tørvejr under markisen. Foto: TorbenStender.

Hos Hallöy Café på Kongevejen har man oplevet en stor gensidig gensynsglæde med de mange glade kunder – og man har benyttet lejligheden med genåbningen til at introducere en nyhed, nemlig økologisk is. 

Også hos Drag-ør Strandhotel kan Philip Helgstrand berette om et pænt antal glade gæster allerede mandag – og her, som hos mange andre, venter man spændt på at høre nyt om forsamlingsforbuddet – så man kan få planlagt arrangementer til sæsonen, og få gæsternes selskabsplaner for de kommende måneder på plads. 

Hos Kongelundskroen venter man også på nyt fra myndighederne omkring størrelsen af selskaber, og fra denne uge har man åbnet op for bl.a. frokostservering fra torsdag til søndag. På Drag-ør Havn åbner Cafe Espersen op for servering onsdag den 20. maj, og her håber man, at den fortsatte genåbning måske vil give mulighed for de traditionelle festlige sommerarrangementer med levende musik.  

På Kongevejen har Re Cucina åbnet for såvel frokost- som aftenservering, og man ser forventningsfuldt frem til at betjene sine gæster igen. Ligeledes hos Munk & Co – Fru Munk, hvor man i de seneste måneder har kunnet bestille takeaway. Onsdag den 20. maj åbner man nemlig op igen for servering med såvel smørrebrød som weekendbrunch med mere. 

Ved redaktionens slutning er den officielle udmelding fortsat, at man vil se på forsamlingsforbuddet i forbindelse med fase 3 – og fra den 8. juni forventer man at kunne regulere antallet, der må samles, til et sted mellem 30 og 50.

 

Mandag havde de første gæster fundet vej til caféerne. Foto: TorbenStender.
Mandag havde de første gæster fundet vej til caféerne. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk