Vi har modtaget:

Så vender vi lige medaljen igen

Inden længe går Dragør Kommune i gang med at foretage offentlig høring om UNESCO-projektet. 

I Dragør Nyt har der siden sidst i efteråret 2020 af en del af byens borgere været skrevet meget pro et contra Dragørs eventuelle optagelse på verdensarvslisten. Så det er selvfølgelig helt naturligt, at kommunen nu stikker fingeren i jorden og hører et bredere udsnit af borgernes mening. Men de meningstilkendegivelser, der måtte komme frem, bør vel så vidt muligt bygge på et solidt vidensgrundlag. Ingen kan være tjent med, at beslutninger træffes på et ufuldstændigt eller forkert grundlag. 

Tvivlerne eller de direkte modstandere af verdensarvsprojektet har ved flere lejligheder i læserbreve udtrykt synspunkter og formodninger, som desværre ikke altid er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Det skyldes måske, at initiativtagerne ikke har formået at udtrykke sig præcist, men nok så meget, at det skriftlige ansøgningsmateriale har været tilgængeligt, inden det har været færdigbehandlet og gennembearbejdet. Det har nu været i den bedste mening, for at man skulle kunne følge med i arbejdet. Og så vil der selvfølgelig altid være en usikkerhed over for det uprøvede. 

Usikkerheden om turismens omfang er et godt eksempel. Her kan ingen med blot rimelig sikkerhed udtale sig. 

Der er foretaget en rundspørge til de danske verdensarvssteder, som godt nok er af meget forskellig karakter og spændene fra naturfænomener over fortidsminder til steder, der nærmest har karakter af museer. Kun den lille by Christiansfeld kan til dels sammenlignes med Dragør. 

Denne undersøgelse ligger nu i kommunens forvaltning, hvor den vil indgå i den fortsatte sagsbehandling. Men det kan dog her afsløres, at ingen af de danske verdensarvssteder føler sig overrendt af turister – tværtimod. Man gør, i modsætning til vores ønsker i Dragør, alt hvad man kan for at få flere.

Et andet synspunkt man ofte hører i debatten er, at en verdensarvsstatus vil gøre Dragør til et museum. Her er det vigtigt at fremhæve, hvad en verdensarvsstatus i virkeligheden betyder. 

Det, der sker ved en udnævnelse, er, at det er Dragørs nuværende tilstand, som bliver verdensarv. Intet skal føres tilbage til tidligere forhold, og byens udvikling skal ikke gå i stå, men det forventes, at der ikke sker alvorlige indgreb i den gamle by og havn. 

Byens status og bevaring påhviler alene Dragørs borgere og politikere samt tilrettelægges og udføres af kommunens forvaltning. 

Kun hvis der foretages afgørende indgreb i den fysiske bystruktur og bebyggelse, kan UNESCO tage Dragør af listen. 

Når udnævnelsen er sket, har UNESCO i virkeligheden ikke mere at gøre og har heller ikke instrumenter til det. Kun hvis det udpegede skal tages af listen. 

Her kommer site-manageren (skrækkelig titel. Forslag til en bedre udbedes) ind i billedet. Hans eller hendes eneste opgave i forhold til UNESCO er hvert sjette år at rapportere, hvordan udviklingen har været i Dragør. 

I Dragør forestiller man sig ikke, at det skal være en person, men en funktion i nær tilknytning til den kommunale forvaltning. Når der tænkes en tilknytning til museet, skyldes det, at site-managerens hovedrolle er at formidle viden om verdensarvsstedet. 

Udpegning af site-manager har især betydning for verdensarvssteder i udviklingslandene, hvor man hverken har en lang tradition for forvaltning af kulturværdier eller en dertil hørende lovgivning. Her er der behov for en egentlig overvågning.

Det egentlige nomineringsdokument, det vil sige beskrivelsen af den verdensarv, man ønsker udpeget, skal ledsages af en forvaltningsplan. Her skal man dokumentere, at man har de nødvendige redskaber og lovgivning for at kunne bevare det udpegede. 

I Dragør har vi ikke blot den hundredårige tradition for bevaring af byens huse, men også den rigtige lovgivning og de veludviklede lokalplaner, som forvaltningen og beboerne kan støtte sig til. Så her er der ikke noget at komme efter. 

UNESCO kan ikke gå ind og blande sig i bevaringen af Dragørs huse. Den opgave ligger hos den enkelte husejer i henhold til Dragør Kommunes eget regelsæt og for de fredede bygningers vedkommende hos staten. 

Det udkast til forvaltningsplanen, som nogle af læserbrevsskribenterne henviser til, er nu under bearbejdelse i kommunens forvaltningen og kommer til at se noget anderledes ud. Det er vigtigt at understrege, at forvaltningsplanens delelementer er udtryk for det, Dragør Kommune selv ønsker udført – ikke krav fra UNESCO. Dette gælder eksempelvis en fremtidig justering af Lokalplan 25, som er helt uafhængig af en verdensarvsudnævnelse.

Og så er der det med Dragørs Verdensarvsråd, der har borgmesteren som formand. Dette råd har i godt og vel et års tid haft til opgave at følge færdiggørelsen af ansøgningsmaterialet til Kulturministeriet. Rådet har et sekretariat, som består af direktørerne fra forvaltningen, en repræsentant for Slots- og Kulturstyrelsen samt tre frivillige borgere, som har stået for meget af ansøgningsmaterialet. 

Samarbejdet i rådet har været meget konstruktivt. Når og hvis en udpegning af Dragør til verdensarv foreligger, vil dette verdensarvsråds rolle være meget begrænset – forslagsvis begrænset til et møde med site-manager-funktionen en gang om året, i hvert fald i den første tid, for at se, hvorledes den nye status udvikler sig. 

Verdensarvsrådet har ingen myndighed eller udøvende funktion og skal naturligvis ikke udtale sig om, hvorvidt Dragør skal forblive på verdensarvslisten eller ej. Rådets arbejde er ulønnet.

Hvad vil der være af udgifter ved en udnævnelse til verdensarv? 

Det er vanskeligt at opgøre præcist, for det afhænger, som nævnt, helt af, hvornår og hvor meget Dragør vil gøre ud af det, men forvaltningen arbejder på dette aspekt. 

Forvaltningen blev af kommunalbestyrelsen efter mødet den 19. november 2020 bedt om at bearbejde spørgsmålet. 

Noget ligger dog fast, for UNESCO vil nok sikre sig, at Dragør ikke skylles i havet ved højvande, så her kommer kystsikringen ind i billedet. Og strategien for en bæredygtig turisme, som er under udarbejdelse, skal også indgå i forvaltningsplanen. Men ellers stillers der ikke specifikke krav. 

Men det er igen vigtigt at slå fast, at det, der kommer til at stå i forvaltningsplanen, i øvrigt er, hvad Dragør selv ønsker udført. 

En ting ligger dog helt klart, der skal ikke betales »kontingent« eller noget som helst andet bidrag til UNESCO, og lønningen til site-managerfunktionen, som tidligst kan træde i kraft 2024 eller 2025 beløber sig i hvert fald ikke til et helt årsværk. 

Hvorledes man senere vil rulle trafikstyring og parkering ud (anlægsarbejder, der før eller senere – med eller uden verdensarvsstatus – skal udføres) vil sikkert blive grundigt drøftet i det kommende forår, men realiseringen ligger år ud i fremtiden.

Jeg håber, at jeg med disse ord har taget nogle hår, som ikke var der, ud af suppen. 

Kunne vi gå tilbage til forsiden af medaljen og måske ved nærmere eftersyn opdage, at en plads på verdensarvslisten er et af de bedst tænkelige instrumenter til at øge bevidstheden om bevaring af Dragør by på længere sigt. Og at en optagelse på listen vil være den ultimative, danske og internationale anerkendelse af den bevaringsindsats, som Dragørs borgere og kommune har udført gennem generationer. 

Det ville ikke være upassende at ranke ryggen, hvis vi og Dragør kom i selskab med de kun 865 steder i hele verden, som har universel, umistelig kulturel værdi. 

Lad os arbejde for, at Dragør kan blive nummer 866.

Med venlig hilsen
Niels-Knud Liebgott
Frivillig i Dragørs Verdensarvsråd
Nordre Tangvej