Nyt fra Dragør Sejlklub:

Sejlklub får støtte

Med støtte fra DIF og DGI kan Dragør Sejlklub nu sætte gang i ekstra aktiviteter

Dragør Sejlklub har fået 30.000 kr. i støtte fra DIF og DGI foreningspulje. Med bevillingen kan Dragør Sejlklub sætte gang i ekstra sejlerskoleaktiviteter.

Dragør Sejlklubs formand, Mik Jensen, glæder sig over, at Dragør Sejlklub ekstraordinært nu kan tilbyde 30 ikke-medlemmer af klubben at stifte bekendtskab med klubbens sejlerskole allerede i indeværende år.

I Dragør Sejlklub tilbydes medlemmer af klubben undervisning på klubbens sejlerskole mod betaling, og der har i indeværende sæson været 45 klubmedlemmer, som har modtaget undervisning i maj, juni, august og september. 

Yderligere 30 ikke-medlemmer af klubben er på venteliste til sejlerskolen. Med støtten fra DIF og DGI’s foreningspulje er Dragør Sejlklub nu i stand til at tilbyde dem gratis medlemsskab resten af året og adgang til ekstra sejlerskoleaktiviteter. Med støtten fra DIF og DGI’s foreningspulje kan dem på ventelisten hurtigere, end forventet, komme i gang med at være aktive på vandet. 

Støtter foreningsidrætten

Dragør Sejlklub har modtaget bevillingen fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler cirka 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger. Projekterne kan eksempelvis være medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Man kan søge op til 300.000 kr. fra puljen, men langt størstedelen af bevillingerne ligger mellem 10.000 kr. og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte »spillehalsmidler«, som efter en bred aftale i Folketinget er blevet afsat til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk