Sidste uge med film i Dragør Bio

Dragør Bio tager hul på den sidste uge med forestillinger, inden de på søndag med udgangen af april måned lukker. Særligt i weekenden vil der være god mulighed for at sige farvel til den gamle biograf.

Den danske film »Ustyrlig« vises onsdag den 26. april kl. 20.

»Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter« vises lørdag den 29. og søndag den 30. april kl. 11.

Danmarkspremiere

Cannesvinderen »Close«, der har danmarkspremiere på torsdag, den 27. april, vises kl. 20. Filmen, der i øvrigt er en del af Biografklub Danmark, vises igen fredag den 28. april kl. 20, samt lørdag og søndag med hele tre forestillinger om dagen; lørdag den 29. april: kl. 14, 17 og 20 samt søndag den 30. april: kl. 13.30, 16 og 18.30.

Ustyrlig

Året er 1933, og samfundet har meget bestemte forventninger til, hvordan unge kvinder skal opføre sig. 

17-årige Maren er vild og uregerlig. Hun bliver derfor sendt på kvindeanstalten Sprogø for at blive tilpasset. 

Opholdet på Sprogø har dog den modsatte effekt på Maren, som får tændt en gnist i Sørine, der efter 6 år på anstalten ellers er blevet tilpasset tidens normer og anstaltens forventninger. 

Langsomt får de opbygget en fortrolighed og et venskab, der ender med at få konsekvenser for både Maren og Sørine.

»Ustyrlig«.
»Ustyrlig«.
»Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter«.
»Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter«.

Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter

Maurice, en smart gadekat, har fundet på det perfekte pengetrick! Sammen med en fløjtespiller og en hær af kloge, talende rotter, kan han snyde de naive bymennesker til at give ham en masse penge.

Alt går godt og efter planen, lige indtil de ankommer til byen »Bad Blintz«, hvor der trods en angivelig rotteplage ikke er en eneste almindelig rotte at finde.

Sammen med pigen Malicia sætter de sig for at opklare mysteriet og finder hurtigt ud af, at der er noget ondt på spil.

»Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter« er baseret på bogen af samme navn skrevet af Terry Pratchett samt inspireret af Brødrene Grimms eventyr om »Rottefængeren fra Hameln«.

Close

»Close« fortæller historien om Léo og Rémis tætte venskab – i skolen og i blomstermarkerne, hvor de og forældrene plukker høsten hjem. 

Da skolekammeraterne skyder en kile ind i forholdet, får det fatale følger. 

Filmen er et billedskønt og ekstraordinær velspillet drama, der ikke vil efterlade nogen uberørte.

Lukas Dhonts storgribende drama modtog juryens Grand Prix i Cannes, hvor et panel af verdens førende kritikere kårede filmen som festivalens bedste. 

»Close«.
»Close«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk