Vi har modtaget:

Skøjtebane i Dragør – ja tak!

For nylig fik mit opslag om en udendørs skøjtebane i Dragør massiv opbakning med over 600 »likes« på Facebook. Derudover var der en mængde positive kommentarer og også nogle, der meldte sig til en praktisk arbejdsgruppe. 

Jeg er utrolig glad for støtten, og jeg er naturligvis gået videre med idéen til Dragør Kommune, med hvem jeg har afholdt det første møde. 

For cirka fire år siden havde vi jo en situation, hvor vandet steg drastisk, og dermed opstod der pludselig en naturskabt skøjtebane bag Skurbyen. Et par lokale, engagerede borgere var hurtige til at skaffe skøjter og stille deres bod til rådighed med varm kaffe, kakao m.v. 

Succesen var enorm! Det strømmede til med børn og voksne. Jeg var der selv flere gange med mit barnebarn, og hun var næsten ikke til at få med hjem igen.

Nu hvor vi har så mange dejlige vinterdage, kom jeg til at tænke på dengang. Jeg tænkte også på, hvorfor er det vi skal vente til den næste oversvømmelse med igen at kunne more os sammen udenfor på is? Hvorfor holder vi ikke fast i noget, der var så godt? For tankerne har jo før været oppe omkring en sådan skøjtebane og med politisk opbakning – både dengang og nu – hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre? Hvad er det vi sidder og venter på? 

Dragør er en by, hvor vi er utrolig gode til at stå sammen og til at støtte op om forskellige initiativer – i høj grad også de private. Det gælder f.eks. Levende Låger, Dragør Havnefest – og Dragør Kulturnat, hvor jeg selv oplevede en stor entusiasme og velvillighed. 

Støt op om frivillighed

Det, man belønner, får man mere af. Dette mantra tror jeg fuldt og fast på. Både som forælder og lærer gennem mere end 20 år, har jeg konstateret dette på daglig basis. Derfor tror jeg også på, at når vi som lokalsamfund støtter frivilligheden og de mange private initiativer, så får vi også flere af dem. Og er det ikke præcis det, vi gerne vil; have en levende og aktiv by, som inviterer til alle mulige forskellige slags arrangementer og aktiviteter? Et lokalsamfund, hvor der hele året er noget at glæde sig til, og hvor vi vedligeholder gamle traditioner og skaber nye sammen?  

På den måde kunne en udendørs skøjtebane i vintersæsonen blive endnu en aktivitet, endnu en »tradition« som vi kunne se frem til. Et vinter-mødested, hvor børn, unge og ældre sammen har glæder og et fælleskab – et sted, hvor der kunne være nogle mobile boder, og hvorfra private kunne sælge varme drikke m.v. 

I tider, hvor der er opstået et stigende fokus på udeskoler og på aktiviteter i vores naturlige lokalmiljø, ville det så ikke være skønt, hvis nogle idrætstimer kunne foregå på en skøjtebane? Eller hvis Klub Dragør havde endnu en aktivitet at samles om efter skoletid. Eller hvor unge kunne gå hen og skøjte sammen i stedet for at gå hjem og kigge ind i en skærm? 

Hvad nu?

Hvordan kommer vi videre? Det gør vi ved at gøre noget! Ikke bare vente og håbe, at tingene sker af sig selv, for det sker desværre ikke særlig tit. Og selvfølgelig skal vi ikke bare sidde på vore hænder og vente på den næste oversvømmelse. 

I dag er der flere muligheder for at lave baner af kunst is, som ikke koster en formue at skulle drifte og vedligeholde. 

Jeg tror også på, at et sådant initiativ vil kunne have interesse flere forskellige steder, f.eks. hos fonde og private entreprenante folk, som vi heldigvis har en del af lokalt her i Dragør. 

Endelig gælder det naturligvis om at sikre den lokale opbakning blandt såvel borgere som politikere. For mig er dette ikke et politisk forslag – men et borgerforslag. For nok er jeg lokalpolitiker, men jeg er altså også borger, som alle andre. Og uanset om jeg var politisk engageret eller ej, ville jeg stadig synes, at dette kunne være et fantastisk tiltag i vores dejlige by. 

Så jeg arbejder videre med idéen, og et par meget kompetente folk med energi og kolossal erfaring fra issport har meget velvilligt stillet deres erfaring og arbejdskraft til rådighed – tusind tak for det.

Med denne slags initiativer ved man aldrig på forhånd, hvordan det går. Men en ting er man sikker på; hvis man ikke gør noget, sker der heller ikke noget ...

Med venlig hilsen
Kim Dupont 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk