Dommerne og de tre vindergrupper i skoleiværksætterkonkurrencen.
Dommerne og de tre vindergrupper i skoleiværksætterkonkurrencen.
Vinderholdet præsenterer deres app »Dragørjagten«.
Vinderholdet præsenterer deres app »Dragørjagten«.

Skoleiværksætterkonkurrencen 2021

Nordstrandskolen løb igen med skolepokalen

170 ivrige elever på 6. klassetrin fra Dragørs tre skoler var i sidste uge klar til at bakke deres kammerater op i aulaen på Dragør Skole, hvor Drag-ør Rotary Klub og skolerne holdt finale i skoleiværksætterkonkurrencen. 

Det var tredje gang, konkurrencen blev afholdt – i år med temaet »En vild idé«. 

Otte finalehold fra de tre skoler blev udvalgt blandt de 40 projekter. Og igen i år var vinderholdet fra Nordstrandskolen. Denne gang var det 6.C, der løb af med førstepræmien – et diplom samt 1.000 kr. til klassekassen. 

Vinderholdet bestående af fire piger fra klassen havde under temaet »Dragørjagten« udtænkt en app, som skal få  folk – både børn og voksne – væk fra skærmen derhjem-me og ud og få noget motion og viden om Dragør. I appen kan man vælge en rute eller selv lave sin egen. Undervejs på ruten vil brugeren skulle besvare spørgsmål og løse gåder. Appen vil kunne anvendes både af lokale og turister, som besøger byen. 

Andenpræmien på 800 kr. gik til 6.B fra Dragør Skole. Det præmierede hold fra denne klasse havde kreeret en selvkørende skraldebil på solceller. Prototypen blev i øvrigt præsenteret kørende på scenen i form af en modelbil. 

Tredjepræmien på 500 kr. gik til Nordstrandskolen – denne gang til et hold fra 6.D, som havde fundet på en idé til at undgå ulovlig graffiti. Deres idé var særlig udstillingsvæg, der skal anbringes for eksempel på Neels Torv, hvor alle så kan komme og leje en malekasse og lave sin egen graffiti. 

Størst bifald fik skolechef Rasmus Johnsen, da han fortalte, at alle 170 skoleelever, som ekstrapræmie var inviteret en tur i Dragør Svømmehal.

Kreative og vilde idéer

Mange af de deltagende projekter involverede teknologi. Der var for eksempel en app, hvor man kan booke en cykeltaxa, hvis man har brug for et lift, og en app, hvor man kan søge fritidsarbejde eller få hjælp til arbejdsopgaver. Og en anden opfindelse var en måde, hvorpå man kunne belønne børn og unge for at samle skrald – forslag til belønning lød eksempelvis på tildeling af fordele i onlinespil.

Grupperne havde i opgaveløsningen regnet på udgifter til løn, moms, lokaler, maskiner, materialeforbrug og meget andet. De havde også bygget modeller i papkasser, LEGO og karton – og i computerprogrammer designet logoer og fundet på produkt og firmanavne. Der var eksempler på alt muligt, der kunne tænkes at have noget med klima og bæredygtighed at gøre.

Dommerpanelet bestod af skolechef Rasmus Johnsen, iværksætter Anne Kirstine Ellegaard fra Hepper Planet, der i 2019 vandt Dragør Rotarys Klubs Iværksættepris for voksne, samt Dragør Rotarys præsident Susanne Lindø Grønbech, der også stod for uddeling af præmier og skolepokal.

Årets skoleiværksætterkonkurrence var koordineret af Claus Arboe-Rasmussen fra Dragør Rotary og Stine Kjærbo Groth Irsdal fra Dragør Skole.

De tre dommere (fra venstre) Anne Kirstine Ellegaard, Rasmus Johnsen samt Susanne Lindø Grønbech følger opmærksomt med i præsentationerne.
De tre dommere (fra venstre) Anne Kirstine Ellegaard, Rasmus Johnsen samt Susanne Lindø Grønbech følger opmærksomt med i præsentationerne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk