Vi har modtaget:

Skurbyen

Pas på Øresunds sidste rigtige fiskerihavn. Hvis man ønsker et stort projekt såsom et kulturhus eller butikscenter på den gamle værftsgrund i Dragør, skal man vide, at man samtidig lukker den sidste fungerende fiskerihavn langs Øresund. 

Fisker Leif Tholstrup og hans kollega Robin Kvist er kendte indslag på Dragør Havn. De forsyner hver dag borgere med frisk kutterfisk direkte fra kajkanten.
Fisker Leif Tholstrup og hans kollega Robin Kvist er kendte indslag på Dragør Havn. De forsyner hver dag borgere med frisk kutterfisk direkte fra kajkanten.

Her i Dragør er der fortsat erhvervsfiskere. Der er kølerum, og der er ishus på kajområdet – alt sammen forudsætninger for, at dragørborgerne hver dag kan stimle sammen for at købe deres friske fisk direkte fra kutteren.

Disse faciliteter er nødvendige for det professionelle fiskeri fra havnen, der også jævnligt tiltrækker kuttere fra andre egne af landet.

Ingen andre steder langs øresundskysten har man længere et levende fiskeri-miljø lige midt i byens centrum. I Køge er fiskerihavnen nedlagt, det samme gælder i Helsingør, og inde i København er den smule fiskerihavn, som er tilbage, slet ikke rettet mod almindelige forbrugere. Og i Vedbæk og Rungsted er erhvervsfiskere ikke længere velkomne.

Hvis der bygges et stort projekt, som fylder hele værftsgrunden, vil det sætte et stort pres på hele den gamle havn og dens bevarede miljø. Et kulturhus kommer til at fylde – der skal være mange flere toiletter, for slet ikke at tale om parkeringspladser til biler og busser. Der bliver ikke længere plads til fiskekasser, trækvogne og en gaffeltruck med is og fisk, som hører sig til på en rigtig havn. 

Fiskerikajerne vil slet ikke kunne bruges til deres egentlige formål. Det kommer til at gå ud over fiskeriet, som jo stadigvæk er en naturlig del af havnemiljøet, som det har været i mange hundrede år. 

Som fiskere vil vi med glæde blive ved med at levere frisk fisk på kajkanten til Dragørs beboere. Men det kræver, at vi har albuerum til de funktioner, som er nødvendige for erhvervsfiskeriet.

Jeg har set, at en gruppe borgere har foreslået en udbygning af den eksisterende skurby, med rigtige træhuse og måske et forsamlingshus og fællesområder i samme stil. Det vil styrke det ægte liv på havnen, i stedet for kulturhus og cafeer og butikker, som i dag har udslettet fiskeriet i de andre byer langs Øresund. 

Hvis man kan lide det nuværende miljø i Dragør Gamle Havn, synes jeg, at man skal gå ind for et projekt, som bevarer en brugbar havn – i stedet for millionplanerne, som vil presse havnefunktionerne ud.

Med venlig hilsen
Leif Tholstrup
Fisker i Dragør

Vi har modtaget: Dyr nedrivning

Morten Dreyer, formand for Dansk Folkeparti i Dragør, har skrevet et debatindlæg om prisen for nedriving af Café Espersen....

Vi har modtaget: Rigelig mulighed for parkering

Bent Larsen mener, at der kan være mulighed for at udvide parkeringspladsen ved Dragør Havn i henhold til en...

Vi har modtaget: Det lysner

Medlem af ­kommunalbestyrelsen for Sydamagerlisten, Flemming Blønd, har indsendt et debatindlæg om den gamle værftsgrund og kulturhus.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk