Butikkerne på Kongevejen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Butikkerne på Kongevejen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på virksomheder i Dragør:

Slagter Ravn og frisør Jette på Kongevejen

Slagter Ravn er vendt tilbage til Kongevejen 5B, hvor han for snart 30 år siden startede sin slagterforretning. I de mellem-liggende år har hustruen, Jette Hasle Ravn, drevet frisørsalon i lokalet – nu er butikken på fornem vis delt i to – slagter i den ene og frisørsalon i den anden

Af Birgit Buddegård

Frikadellerne syder på panden i baglokalet, og Morten Ravn undskylder, at han fortsætter med at skære pålæg, mens han en morgen ved 9-tiden fortæller Dragør Nyt om sin nye butik. 

Undskyldningen fra den travle slagter er overflødig – alt skal naturligvis være på plads, til kunderne kommer – og Morten Ravn har såmænd været i gang siden klokken syv. 

Tolv timer bliver det til hver dag – men det er halvt et job, halvt en hobby – lyder det fra den aktive mand, mens hustruen, frisør Jette Hasle Ravn, er kommet til syne i døren og lytter med et smil.

Cirklen sluttet

For snart 30 år siden havde Morten Ravn slagterforretning i det samlede butiksareal, fortæller han. Den drev han i cirka otte år, men så begyndte de svenske kunder at svigte, og han rykkede sin slagterforretning til Netto i Dragør Centret, fortæller han. Jette Hasle Ravn overtog derefter lokalet og indrettede frisørsalon.

Efter årene i Netto har Morten Ravn arbejdet med forskellige sider af slagtergerningen, men han siger også, at han i en tiårs tid har været væk fra faget. Nu er han tilbage, hvor det hele startede – det store butikslokale er delt i to med en elegant løsning med et lille fælles indgangsparti og dør ind til henholdsvis slagter til højre og til frisør til venstre.

Butikslokalet er indrettet med tanke på en rigtig gammeldags slagter, indskyder hustruen – hvide fliser på væggene, et mørkt loft og behageligt LED-lys, der giver fin mulighed for at se kødet i montren.

Alt er gennemført og æstetisk, og logoet på vinduespartiet mod Kongevejen går igen på salatbakker og indpakningspapir. Også i indgangspartiet ser man en ko til højre og en frisørsaks til venstre. Og naturligvis har dørstopperen også form af en ko. 

Kødskabet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Kødskabet. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Taget godt imod

Morten Ravn lægger vægt på at lave tingene selv, og han har et stort udvalg af hjemmelavet pålæg. Alle røgvarer som for eksempel skinke, hamburgerryg og bacon røger han selv. Han fører krogmodnet sashioksekød, som kunderne kan se i butikkens køleskab, og det hvidløgsmarinerede lammekød er et stort tilløbsstykke, konstaterer han glad.

To gange om ugen henter han kød i Kødbyen – andre dage, som den hvor Dragør Nyt er på besøg, får han kød leveret – han har et stort fryserum bag butikken.

Morten Ravn lægger vægt på kvalitet og personlig betjening – og butikken kan også tilbyde, hvad man måske kan kalde tilbehør til slagtervarerne, såsom Svaneke økologiske rugbrød samt dressinger og olier fra Hr. Skov – noget kunderne sætter pris på, siger han.

Morten Ravn er glad for at være tilbage på Kongevejen og glæder sig over, at kunderne har taget godt imod ham. 

Frisørsalonen

Jette Hasle Ravn har drevet frisørsalonen på Kongevejen siden 1. maj 1998, og i de år har hun nået at uddanne ikke mindre end 19 elever, samtidig med at hun har undervist andre frisører i de nyeste teknikker og trends.

Blandt de 19 elever er også ægteparret Ravns datter, Sofie, der dog i øjeblikket er på barsel, fortæller Jette Hasle Ravn, der sammen med ægtemanden ser frem til at kunne kalde sig morforældre.

Frisørsalonen, der før gik i bredden, går nu i dybden, forklarer Jette Hasle Ravn, mens hun viser rundt i den elegant nyindrettede salon. 

Som andre frisørsaloner var »Jette på Kongevejen« lukket i foråret på grund af corona-pandemien – tiden blev brugt til at istandsætte salonen efter delingen af lokalet i to.

Salonen er blevet mindre, men mere hyggelig, lyder kundernes dom, fortæller Jette Hasle Ravn – og der er fortsat plads til seks stole. 

Normalt er de tre i salonen, men på grund af datterens barsel er de i øjeblikket to, Jette Hasle Ravn selv og en assistent. 

Salonen har et meget stort udvalg af produkter og tilbyder foruden alt inden for hårpleje til både damer og herrer også styling, makeup og neglepleje.

Det benytter en del brude sig af, fortæller Jette Hasle Ravn, der dog også har bemærket en stigende interesse for at gøre lidt ekstra ud af det, når der er en fest i farvandet.

Yderligere information jettepaakongevejen.dk

 

Morten Ravn svinger kødkniven i slagterforretningen ...
Morten Ravn svinger kødkniven i slagterforretningen ...
... mens Jette Hasle Ravn styrer saksen i frisørsalonen. Fotos: Hans Jacob Sørensen.
... mens Jette Hasle Ravn styrer saksen i frisørsalonen. Fotos: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk