Mia Tang.
Mia Tang.

Vi har modtaget:

Slut med at nedprioritere Søvang og Kongelunden 

I denne uge har jeg deltaget i flere vælgermøder, og det har været en tankevækkende oplevelse. To gange har jeg hørt den nuværende borgmester betone, at nu skal vi altså holde op med at snakke om deres tidligere projekter – »for de er jo puttet i skuffen og pist væk«. 

Men jeg vil gerne slå tydeligt fast over for både borgmesteren og resten af politikerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og liste T, at vi i Søvang og Kongelunden ikke har glemt noget som helst fra den forgangne valgperiode. 

Så lad os starte med vandparken, som den tidligere borgmester brugte tid og kræfter på at få placeret forskellige steder i Dragør, senest i Kongelunden. Det skete i en mærkelig, lukket proces, som krævede aktindsigter og andet bøvl, før det lykkedes at få bremset dette fuldstændigt håbløse projekt. Det har vi bestemt ikke glemt.

Vi har heller ikke glemt, at I lukkede vores SFO, hvor både børnene fra Søvang og Kongelunden gik. Derfra kunne de på tværs af aldre følges ad hjem, også med lillebror i børnehaven og storesøster i klubben. Men pludselig blev de midterste børn taget ud af ligningen, »for I vil jo gerne have vuggestue«. Ja tak, men da ikke på bekostning af vores SFO! Det er jo et absurd argument, og som prikken over i’et er vuggestuen totalt underdimensioneret. Sølyst er børnefamiliernes knudepunkt, så vi vil have SFO’en tilbage og have skruet op for kapaciteten i institutionerne. 

Vi har heller ikke glemt, at der i Kongelunden efter årelang dialog endelig lå en aftale om en fremtidig placering af dige. Men den valgte I at skrotte, da arkitektkonkurrencen blev sat i værk, og nu ligger der et forslag på bordet, hvor en stribe beboerne pludselig kan se diget gå bagom deres ejendom. De føler sig totalt svigtet af jer, og det forstår jeg godt!

Vi har heller ikke glemt, at I har givet os Amarminoen i samarbejde med blandt andet København. »Den nye vandrerute i Naturpark Amager viser vej til storslåede naturoplevelser og kan blive et tiltrængt pusterum for byens mange travle mennesker,« udtalte daværende borgmester Eik Dahl Bidstrup. Jo tak ... men hvad med os, der bor her? Vi blev løbet totalt over ende, og intet var gjort klar til flere besøgende. Så vi har siden åbningen haft fornøjelsen af brugt toiletpapir langs stien, henkastet affald og ubudne gæster på private områder. 

Og slutteligt har vi heller ikke glemt, at vi heller ikke i denne valgperiode fik en cykelsti imellem Søvang og Kongelunden, selv om ruten er farlig for børn, eller andet, der kunne give værdi i området – for eksempel kulturelle arrangementer eller aktiviteter for ældre eller børnefamilier også i Søvang. 

Men nu skal det være slut med at nedprioritere den sydlige ende af kommunen. Det kommer jeg til at arbejde benhårdt for, hvis jeg bliver valgt, for vi skal udvikle hele kommunen – ikke kun udvalgte områder. 

Med venlig hilsen
Mia Tang
Kandidat til kommunalvalget for Konservative

Vi har modtaget: Den borgernære sundhed er vigtig

Erik Skovgaard Nielsen (V), kandidat til KV21 og formand for Venstre i Dragør, har indsendt et debatindlæg om sundhed....

Vi har modtaget: En holdbar kystsikring

Trine Søe (C), kandidat til KV21, har indsendt et debatindlæg om kystsikring. Læs mere

Vi har modtaget: Dragør er ikke til salg

Kim Dupont (V), kommunalbestyrelses­medlem, har indsendt et debatindlæg om Dragør Kommunes selvstændighed. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2021 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk