Champagnefest på podiet efter sæsonens sidste løb. Fra venstre er det de tre holdkammerater Sting Ray Robb, Christian Rasmussen og Matthew Brabham.
Champagnefest på podiet efter sæsonens sidste løb. Fra venstre er det de tre holdkammerater Sting Ray Robb, Christian Rasmussen og Matthew Brabham.

Slutter sæsonen af med manér

Christian Rasmussen slutter debutsæsonen i Indy Lights af med to podiepladser

Dragørracerkøreren Christian Rasmussen skulle forsøge at rejse sig fra skuffelsen i St. Louis, hvor han for godt en måned siden, lørdag den 20. august, udgik af løbet efter et mindre uheld.

12 biler var på banen, da Indy Lights-feltet søndag den 4. september skulle køre på Portland International Raceway i staten Oregon.

Inden afviklingen af løbet skulle skulle kørerne fredag og lørdag igennem to gange træning og kvalifikation.

Christian Rasmussen viste ikke sit store talent ved første træning fredag eftermiddag, men der var anderledes god fart i hans Andretti-racer dagen efter. Han kørte lørdag mere end et sekund hurtigere, end den foregående dag, og samme tendens fortsatte under kvalifikationsløbet. Det var dog dansk-amerikaneren Benjamin Pedersen, som havde den mest forrygende weekend. Han var hurtigst ved begge træningsløb og satte også hurtigste tid under kvalifikationen.

Danial Frosts bil hjælpes væk efter et voldsomt møde med barrieren.
Danial Frosts bil hjælpes væk efter et voldsomt møde med barrieren.

Danial Frost satte næstbedste tid, mens Christian Rasmussen fik tredje startplacering i løbet.

Svenske Linus Lundqvist, der inden løbet lå på en suveræn 1.-plads i det samlede mesterskab, var fjerdehurtigste under kvalifikationen og startede løbet foran Rasmussens tre Andretti-holdkammerater: Sting Ray Robb, Matthew Brabham og Hunter McElrea.

Linus Lundqvist kunne i søndagens løb sikre sig Indy Lights-mesterskabet. Det krævede blot, at han fik et point mere, end nærmeste konkurrent Matthew Brabham.

Benjamin Pedersen fortsatte de fine takter fra træningen og kvalifikationen, da løbet blev sat i gang søndag eftermiddag, lokal tid.

Christian Bogle og Flinn Lazier fik begge en kort dag i bilen. Allerede på første omgang stødte de to sammen og måtte begge udgå af løbet. Uheldet resulterede i gult flag de følgende tre omgange.

Det var Benjamin Pedersen, der igen var hurtigst, da løbet igen blev sat i gang.

Christian Rasmussen, Danial Frost og Matthew Brabham havnede i en hård kamp om de følgende placeringer. Brabham trak sig rutineret fra duellen, som resulterede i endnu et uheld på 6. omgang. Rasmussens og Frosts biler havde kontakt. Frost ramte voldsomt ind i dækbarrieren – og slap heldigvis helskindet fra det. Rasmussen var dog heldigere. Han gled ud i græsset, fik kontrol over bilen og kom tilbage på banen og fortsatte.

Brabham og Lundqvist udnyttede Frosts og Rasmussens uheld og bragte sig op på henholdsvis 2.- og 3.-pladsen.

Benjamin Pedersen satte punktum for en suveræn weekend, da han fløj først over målstregen.

Det lykkedes aldrig for Linus Lundqvist at presse Matthew Brabham, som med mere end fem sekunders forspring til svenskeren, kørte i mål som nummer to.

Jacob Abel, Hunter McElrea og Sting Ray Robb kom ind på de efterfølgende pladser, mens Christian Rasmussen kom i mål som nummer syv af de ni biler, som fuldførte løbet.

Sæsonfinale

Da Brabham i forrige løbsrunde sluttede over Linus Lundqvist, skulle Indy Lights-mesterskabet først afgøres i sæsonens to sidste løb, der blev kørt lørdag den 10. og søndag den 11. september på WeatherTech Raceway Laguna Seca ved Monterey i Californien, men det var vist blot en formssag. Lundqvist havde nemlig inden de sidste to løb et forspring på hele 103 point ned til Brabham på 2.-pladsen og skulle således blot stille til start i et af weekendens to løb for at sikre sig det samlede mesterskab.

Kvalifikationen til de to løb blev kørt lørdag ved middagstid. Og her viste Christian Rasmussen storform. Danskeren var næsthurtigst – blot 0,07 sekunder langsommere, end holdkammeraten Sing Ray Robb var, da kvalifikationen til første løb var færdig.

Linus Lundqvist kvalificerede sig som nummer fem, mens den eneste kører, der teoretisk kunne indhente svenskeren i det samlede mesterskab, Matthew Brabham, måtte starte bagerst i feltet efter et brud på vægtreglementet.

Benjamin Pedersen blev nummer fire, mens Hunter McElrea kom på 5.-pladsen

Christian Rasmussen (nr. 28) fører an gennem første sving i sæsonfinalen på WeatherTech Raceway Laguna Seca søndag den 11. september.
Christian Rasmussen (nr. 28) fører an gennem første sving i sæsonfinalen på WeatherTech Raceway Laguna Seca søndag den 11. september.

Det gik endnu bedre for Christian Rasmussen, da der efterfølgende blev kørt kvalifikation til søndagsløbet. Her fik danskeren sin første poleposition i sin Indy Lights-karriere.

Linus Lundqvist fik her næstbedste tid foran Sting Ray Robb, Benjamin Pedersen og Matthew Brabham.

To ture på podiet

Kørerne Kyffin Simpson og Flinn Lazier fik dårligst tænkelige start på lørdagsløbet – og så endda inden løbet overhovedet var sat i gang. Simpson spandt rundt i sin bil på opvarmningsomgangen og måtte derfor starte bagerst, og Lazier havde mekaniske problemer, som hans team først fik løst, da konkurrenterne havde kørt otte omgange.

Christian Rasmussen forsøgte i første sving at presse holdkammeraten Sting Ray Robb – dog uden held. Herefter trak Sting Ray Robb fra alle konkurrenter, og Rasmussen fik aldrig kontakt med ham igen.

Efter fem omgange var Robb knap 2,8 sekunder foran Rasmussen – og forspringet blev større og større.

Kyffin Simpson stod for dramatikken igen, da han på 15. omgang igen spandt rundt – dog uden der kom gult flag.

Med ti omgange tilbage havde Sting Ray Robb et yderst komfortabelt forspring på 9,27 sekunder ned til Christian Rasmussen.

Det var da også umuligt for danskeren at røre Robb, der sikrede sig sin første Indy Lights-sejr – og det mere end 11 sekunder hurtigere end Rasmussen, der blev nummer to.

Hunter McElrea fuldendte Andretti-triumfen ved at komme ind på 3.-pladsen.

Jacob Abel og Benjamin Pedersen blev henholdsvis nummer fire og fem, mens Linus Lundqvist sikrede sig det samlede mesterskab med en 6.-plads.

Med sejren rykkede Sting Ray Robb i mesterskabskampen forbi Matthew Brabham, der måtte nøjes med en 8.-plads i lørdagsløbet.

Flot sejr

Christian Rasmussen havde søndag optimale muligheder for at følge op på det fine resultat fra den foregående dags løb. Han udnyttede flot sin poleposition ved fra start at sætte sig på løbets 1.-plads og slå et fint hul ned til Lundqvist.

Lundqvist blev presset bagfra af Sting Ray Robb, der hurtigt kom forbi svenskeren og begyndte jagten på sin danske holdkammerat.

Christian Rasmussen forsøger at hænge på Sting Ray Robb på vej ned igennem det legendariske sving »corkscrew« på WeatherTech Raceway Laguna Seca.
Christian Rasmussen forsøger at hænge på Sting Ray Robb på vej ned igennem det legendariske sving »corkscrew« på WeatherTech Raceway Laguna Seca.

Rasmussen havde fortsat kontrol over løbet og holdt det meste af løbet sit forspring på cirka et sekund ned til Robb.

På 20. omgang skred Benjamin Pedersens bil ud i et sving. Jacob Abel var hurtig til at udnytte muligheden. Han overhalede dansk-amerikaneren og tog 5.-pladsen.

På sidste omgang satte Sting Ray Robb et sidste angreb ind på Rasmussen, men danskeren var ikke til at ryste.

Christian Rasmussen kørte først over målstregen knap et sekund hurtigere, end Sting Ray Robb.

Matthew Brabham fuldendte weekendens andet Andretti-hattrick, da han kørte over målstregen på 3.-pladsen foran Linus Lundqvist.

Det lykkedes ikke Pedersen at komme tilbage efter kørefejlen. Jacob Abel satte sig på 5.-pladsen, mens Benjamin Pedersen blev nummer seks.

Stillingen

»Det var utroligt at slutte sæsonen på denne måde,« udtaler Christian Rasmussen efter den noget blandet sæson, der ud over en lang række uheld dog også har budt på to sejre.

Sammenlagt rækker Christian Rasmussens resultater til en 6.-plads i Indy Lights-mesterskabet.

Linus Lundqvist satte sig sikkert på mesterskabet med 92 point ned til Sting Ray Robb, der med weekendens flotte resultater rykkede forbi holdkammeraten Matthew Brabham i mesterskabskampen.

Hunter McElrea blev med en samlet 4.-plads sæsonens bedste »rookie« (nybegynder) – 17 point foran Benjamin Pedersen, der sluttede på 5.-pladsen.

TM

Christian Rasmussen vinder sæsonens anden sejr i årets sidste løb.
Christian Rasmussen vinder sæsonens anden sejr i årets sidste løb.

Slitstillingen i Indy Lights

1Linus Lindqvist575
2Sting Ray Robb483
3Matthew Brabham471
4Hunter McElrea460
5Benjamin Pedersen443
6Christian Rasmussen440
7Danial Frost382
8Jacob Abel355
9Kyffin Simpson312
10Ernie Francis Jr299
11Christian Bogle298
12James Roe219
13Antonio Serravalle204
14Ryan Phinny77
15Flink Lazier54
16Manuel Sulaiman48
17Nolan Siegle42

Den endelige stilling i Indy Lights-serien 2022.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk