Vi har modtaget:

Socialdemokratiske kandidater

Det er nu besluttet, hvem der stiller op for Socialdemokratiet i Dragør til kommunalvalget den 16. november

Tiden er ikke, som den har været. Corona har været over os i lang tid. Det har haft betydning for udarbejdelsen af kandidatlisten, men nu er vi i mål.

I november måned sidste år valgte vores medlemmer Nicolaj Bertel Riber som spidskandidat for Socialdemokratiet i Dragør ved det kommende kommunalvalg. Efter endnu en afstemning blandt medlemmerne kan vi nu orientere om de øvrige kandidaters rækkefølge på listen.

Kandidaterne er klar til at indgå i den politiske dialog i mødet med borgerne i Dragør.

Nicolaj Bertel Riber, 32 år. Cand.soc. i jura. Ansat i Magistrenes A-kasse. Bosiddende i Dragør hele sit liv. Medlem af kommunalbestyrelsen siden 2017. Formand for Social-, Sundheds- og Arbejds-markedsudvalget. Bor på Sydstranden.

Ole H. Hansen, 57 år. Ansat i Vej og Park i Dragør. Bosiddende i Dragør hele sit liv. Medlem af kommunalbestyrelsen af flere omgange siden 2014 – senest fra marts 2020. Næstformand i By-, Erhvervs- og Planudvalget. Bor på Sydstranden.

Undertegnede – Pia Voel – 67 år. Kommunaluddannet sagsbehandler og cand.jur. Tidligere ansat i den almene boligsektor siden 1980. Formand for Socialdemokratiet siden august 2020. Bosiddende i Dragør i mere end 30 år. Bor på Sydstranden.

Ole K. Svendsen, 72 år. Bosiddende i Dragør hele sit liv. Uddannet elektriker. Ansat i lufthavnen i mere end 30 år. Har siddet i kommunalbestyrelsen af flere omgange, senest i 2014. Ole er 1.-suppleant for Socialdemokratiet til kommunalbestyrelsen. Bor i St. Magleby.

Lisbeth Dam Larsen, 64 år. Uddannet bygningsingeniør og arkitekt. Bosiddende i Dragør sammenlagt mere end 35 år. Ansat som seniorprojektleder i boligorganisationen AAB. Medlem af kommunalbestyrelsen siden 2018. Formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget. Bor i Dragør midt.

Rikke Marianne Karlsson, 71 år. Bosiddende i Dragør hele sit liv. Lektor i fagene dansk, idræt og psykologi og gymnasielærer gennem mere end 33 år. Var opstillet for Socialdemokratiet ved valget i 2017. Bor på Sydstranden.

Tim Meicker, 43 år. Uddannet erhvervsøkonom. Lektor og kursuskoordinator ved KEA-Copenhagen School of Design and Technology. Medlem af kredsbestyrelsen. Bosiddende i Dragør gennem seks år på Sydstranden. 

Poul Breyen, 70 år. Cand.scient.pol. Arbejder som rejseleder. Bosiddende i Dragør mere end 31 år. Aktiv i partiforeningen i mere end 30 år – heraf 14 år som formand. Desuden medlem af kredsbestyrelsen og regionsbestyrelsen. Bor i den nordlige del af »Vængekvarteret«.

Knud Rosing, 66 år. Luftfartsinspektør. Bosiddende i Dragør i mere end 40 år. Aktiv i partiforeningen i mere end 15 år. Ansat i lufthavnen gennem mange år. Bor i den nordlige del af »Vængekvarteret«.

Som det fremgår af kandidatlisten, er det heldigvis lykkedes at sammensætte et stærkt team. Der er nye og gamle ansigter på holdet, som også i valgkampen og fremover kan og vil supplere hinanden i det politiske arbejde for borgerne og for Dragør.

Du kan forvente, at du vil lære kandidaterne bedre at kende gennem indlæg i avisen og på de sociale medier. 

Kandidaterne vil blive præsenteret yderligere med vores politiske program, bl.a. om hvordan de i samarbejde og dialog med de øvrige politiske partier vil fremme socialdemokratiske værdier.

Med venlig hilsen
Pia Voel
Formand for Socialdemokratiet i Dragør

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk