Stadig færre indbrud

Det store fald i antal af indbrud, som man registrerede under corona-nedlukningen, ser ud til at fortsætte

Den seneste opgørelse over indbrud i tredje kvartal er netop blevet offentliggjort af Danmarks Statistik. Tallene viser, at der i løbet af sommeren er blevet begået færre indbrud, end i samme periode af 2020, hvor landet også var delvist nedlukket på grund af coronapandemien.

På landsplan er der for perioden registreret knap 13% færre indbrud.

Mere end halveret i Dragør

I de tre år forud for coronanedlukningen var der i tredje kvartal i Drag-ør blevet anmeldt henholdsvis 32, 32 og 37 indbrud.

Efter nedlukningen af landet kunne det i tallene se ud som om, at livet samtidig blev vanskeligere for indbrudstyvene. I tredje kvartal af 2020 blev der kun anmeldt 17 indbrud – altså mere end en halvering i forhold til året før.Og nu ser man så tendensen fortsætte – i tredje kvartal i år er der kun anmeldt 14 indbrud.

»Coronatiden med de tilhørende nedlukninger har haft en positiv effekt på antallet af indbrud. Derfor overrasker det meget positivt, at indbruds-tallene i tredje kvartal fortsat falder. Og det er selvfølgelig rigtig glædeligt,« siger Britt Wendelboe, der er programchef i Bo trygt – en indsats skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius samt Det Kriminalpræventive Råd.

Programchefen påpejer dog, at der stadig er mange indbrud i Danmark i forhold til vores nabolande – og der er potentiale til forbedringer. En måling fra Bo trygt viser nemlig at der i fire ud af 10 danske huse hverken er nye vinduer eller sikringsbeslag, og det ser hun som et oplagt sted at sætte ind, hvis man vil forebygge indbrud.

Hjemmearbejdsplads

Coronatidens hjemmearbejde har haft den effekt, at danskerne i højere grad har kunnet følge med i livet på vejen.

Ifølge Bo trygt dokumenterer en helt ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse den kriminalpræventive effekt, som coronanedlukningerne med udbredt hjemmearbejde har haft på indbrud.

»Der er et stort præventivt potentiale i øget hjemme-arbejde. Det medførte mere liv og i indbrudssammenhæng overvågning i boligkvartererne,« siger Peter Kruize, der sammen med forskerkollega Britta Kyvsgaard har udarbejdet undersøgelsen for Bo trygt.

De to forskere påpeger, at nabohjælp er et godt middel mod indbrud, og hvis flere fremover arbejder hjemme og samtidig holder øje med det, der foregår i nabolaget, så vil det kunne hjælpe til at reducere antallet af indbrud.

Mere liv i kvarteret

Forskerne ser altså et potentiale i øget hjemmearbejde i forhold til indbrudsforebyggelse – men det er jo nok ikke alle, der er klar til opgive kollegaerne. Rådet lyder derfor, at man kan gøre det svære for indbrudstyven ved at skabe liv i kvarteret.

»En indbrudstyv vil ikke se eller møde nogen, der senere vil kunne genkende ham. Det er derfor, at liv og tilstedeværelse i et nabolag forebygger indbrud,« oplyser kommunikationskonsulent Sarah Risbøl Jacobsen fra Nabohjælp.

Hun foreslår, at man, hvis man alligevel arbejder hjemmefra, hjælper sine naboer ved at eksempelvis gå en tur rundt i nabolaget, når det er tid til en pause, eller blot går ud i haven og kigger over hækken, hvis et telefonopkald skal klares. Og skal man på ferie, har kommunikationskonsulenten også en opfordring: Sørg for at have en aftale med naboerne om at kigge efter boligen i perioden, man er bortrejst i.

Nabohjælp har til brug for naboer, der ønsker at hjælpe hinanden, i øvrigt som supplement til den gode, gammeldags snak henover hækken lavet en app, hvori man kan sætte feriehjælpen i system og dermed lettere være med til at holde øje.

»Hvis indbrudstyven fornemmer, at folk holder øje, vil han med al sandsynlighed gå igen,« afslutter Sarah Risbøl Jacobsen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk